Jeg vil på denne blog sætte nogle af de taler, der er holdt i vores lokale menighed af Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige. Som en lægmands kirke får alle medlemmer af menigheden mulighed for på skift at holde tale ved nadvermøderne (gudstjenesten). Jeg virker pt som menighedsleder(biskop). I min forberedelse af taler, finder jeg tit gode historier og tanker og formuleringer på nettet og i bøger. Du er velkommen til at bruge ideer og tanker du finder på denne blog til din tale.
lørdag den 8. januar 2011
Tale fra Julie og Brynjars bryllup.
Hjertelig tillykke med at i nu er mand og hustru.
I dag er en dag fyldt til overflod med ønsker, glæde, håb og drømme.
Jeg kan lide den overskrift i har givet dagen: "Eventyret bliver til virkelighed".
Det er en stor og intens dag.
Der er så mange drømme og løfter for fremtiden pakket ind i denne dag.
Til dagen hører også de 3 vigtige ord:
"Jeg elsker dig"
Det tager kun 3 sekunder at sige ordene.
Det vil nok tage jer et år at forklare hinanden hvad i mener med ordene.
Og det vil tage jer et helt liv at bevise at i mener det.
Jeg vil gerne dele med jer nogle citater fra nogle meget vise personer om kærligheden og forelskelsen.
Det er udtalelser fra 1. og 2. klasses elever i USA der havde skoleopgave om emnet.
Som svar på spørgsmålet om hvorfor folk forelsker sig:
Sagde Andrew: En af dem har fregner og møder så en anden med fregner.
Pigen Maj sagde: Ingen ved rigtig hvad der sker, men jeg har hørt, at det har noget med lugten at gøre, - det er derfor parfume og deoderant er så populært.
Manuel: Jeg tror du rammes af en pil eller sådan noget, men resten gør vist ikke så ondt.
Nogen skulle også svare på hvordan det er at blive forelsket:
Glenn: Hvis det at blive forelsket minder om at lære at stave, så ønsker jeg det ikke. Det tager for lang tid.
Bart: Det er som en lavine, hvor du skal løbe for livet.
Og på spørgsmålet om hvordan man får det til at vare ved:
Foreslår Dick: Brug det meste af din tid på at kysse og kramme istedet for at gå på arbejde.
David: Vær god til at kysse, så glemmer din hustru måske at du aldrig går ud med skraldet.
(skrev du den ned Brynjar?)
-------------------------------------------------------------
Efter disse gode råd, vil jeg også gerne komme med lidt råd:
Lad venskabet være fundamentet i jeres ægteskab.
Venskab er en væsentlig og vidunderlig del af kæresteriet og ægteskabet.
Et ægteskab der bygger på venskabet, vil sædvanligvis blive et vedvarende evigt venskab.
Intet er mere inspirerende end at se en ægtemand og hustru, der stille værdsætter og nyder hinandens venskab år efter år, mens de sammen oplever livets velsignelser og prøvelser.
En rapport udgivet fornylig, der bygger på 25 års forskning i ægteskab, skriver: "Det som hele ægteskabet tit står og falder med, er et enkelt begreb med vidtrækkende betydning: VENSKAB.
Der er et ordsprog der siger:
"En ven er en der ved alt om dig, og stadig holder af dig."
Og ingen vil komme til at kende jer, som i i årene fremover, vil komme til at kende hinanden.
Brug ikke tiden på at prøve at lave om på hinanden.
Men brug gerne tid på at lave om på og forbedre dig selv.
Ikke fordi du skal, - men fordi du vil.
Ikke for at blive elsket, - men fordi du er elsket.
En anden ægteskabsundersøgelse konkluderer.
Det er ikke de store indsatser og det hårde arbejde der gør et godt ægteskab.
Det er derimod de små ting i hverdagen der gør forskellen: Giv komplimenter, tal sammen, gør små tjenester, hold i hånd, læg mærke til hinanden.
Der er et ordsprog der siger: "Mange forsømmer den lille lykke, mens de venter på den store".
Hvis lykken i ægteskabet er som at plukke lækre jordbær, jager nogle hele livet efter et 40 kilos jordbær og finder den aldrig.
Andre plukker små jordbær i massevis, og ender med at have plukket hundredevis af kilo i løbet af deres ægteskab.
Jeg elsker digtet: "Den lille lykke", som for mig er et symbol på ægteskabelig lykke:
Lær mig de små skridts glæder
Lær mig de små, små ord
Vis at alt dog lever
Og i det stille gror
Lær mig den lille lykke
Lær mig de stille smil
Lær mig ikke at jage
De mange og lange mil
Alle de blå, blå drømme
Alle de store ord
Skønnest måske, er en lille blomst
I vase på hverdagens bord.
-------------------------------------
Jeg går bestemt ikke ind for arrangerede ægteskaber som vi hører om dem.
Misforstå mig ikke, men der er måske nogle ulemper ved, at det er gået af mode.
50% af ikke arrangerede ægteskaber ender i skilsmisse.
Der er ikke mange arrangerede ægteskaber i Danmark, -
men jeg tror at jeres er et af dem,
- og det ved jeg at i også tror,
nemlig at Gud på forunderlig vis har ført jer i armene på hinanden. At han har været med til at arrangere jeres ægteskab.
Jeg tror at det giver en stærk dimension, at vide, at man ikke fandt hinanden ved en eller anden tilfældighed, - men blev udvalgt til kærligheden.
Ligesom han nu har ført jer sammen, så lad jeres tro på Gud fortsat være en stor og væsentlig del af jeres ægteskab sammen.
Jeg vil gerne citere fra familieproklamationen som kirken udgav i september 1995:
Og lade det være mit biskoppelige afsluttende råd til jer:
"Ægteskab mellem mand og kvinde er grundlæggende i Guds evige plan.
Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme. Vellykkede ægteskaber og familier bygges på og fastholdes ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser."
i Jesu Kristi navn
Amen
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Ingen kommentarer:
Send en kommentar