Jeg vil gerne tale om de små ting,
og allerførst vil jeg dele med jer to missionærings mirakel historier.
Vi kender måske sådanne historier fra kirkens første tid, eller fra mormons bogs historier eller apostlen Paulus missionærvirke i det Nye Testamente.
Den første historie jeg vil dele med jer foregår i staten Maine i USA i en lille menighed i Farmingdal gren.
Der var 20 aktive medlemmer i grenen da mælkemanden Georg blev kaldet som grenspræsident i 1963, og missionspræsidenten sagde til George, at hvis de havde dåb i grenen ville han gerne være tilstede.
George overvejde meget hvordan han skulle fremme værket, og så kom inspirationen til ham, og ved et søndagsmøde fortælte han menigheden sin vision.
Der blev kaldet 3 medlemsmissionærfamilier, og de fik opgaven at bringe en familie hver til onsdags fireside, hvor der blev vist en kirkefilm og givet en lektie af missionærerne. Hvis disse gæste blev døbt eller meldte sig ikke interesseret, skulle hver medlemsmissionærfamilie finde en ny familie at bringe til fireside.
Alle de første 3 gæstefamilier var interesserede og blev døbt, og George kaldte så disse 3 familier som medlemsmissionær familier til at bringe nogen til næste onsdagsfireside.
Efter nogle måneder ringede Geirg til missionspræsidenten og bad ham komme til dåbsmøde. MS var i bekneb for til og sprutgte hvor mange der skulle døbes, for at høre om det var værd at komme. George ville ikke sige antallet, men mindede ham om hans løfte.
Da missionspræsidenten trådte ind i Farmington grens lille kirkebygning, talte han 28 mennesker i hvidt tøj der ventede på at blive døbt.
Processen med medlemsmiss.familier fortsatte, og det år blev der døbt 451 mennesker i grenen, næste år blev der døbt 191.
Rådgiverne måtte køre menigheden, for George brugte al sin fritid på at undervise og hjælpe disse nye medlemmer i at holde taler i kirken, i at give lektier i kirken, og undervise deres børn i evangeliet derhjemme, - og langt de fleste af disse medlemmer forblev aktive, trofaste medlemmer af kirken.
Den anden missionær mirakel historie, er en Ældste Willberg gjorde mig opmærksom på en dag han fortalte at han var missionær i Denmark for 50 år siden, og nu han var på mission her igen efter 50 år, var han helt overvældet over at se hvad der var sket her i de mellemliggende år.
For 45 år siden var jeg barn her i menigheden, kirkesalen var vendt denne vej og vi var måske en 40 mennesker. Nu er vi 2 menigheder med omkring 210 folk hver søndag.
Det er lidt som fortællingen om en journalist der rejste rundt i Alperne, han kom til en meget gold, øde og ugæstfri dal, hvor intet groede. Der så han en gammel mand der gik rundt med en sæk på ryggen og en metalstang som han prikkede huller i jorden med. Journalisten spurgte hvad han lavede, og manden fortalte at han såede agern, - kun hver tiende spirede og overlevede, så han måtte så mange.
25 år efter vendte journalisten tilbage, og så en frodig dal bevokset med en grøn egeskov, og der var kommet en landsby til.
Måske synes nogen kun at det er et mirakel hvis der var sagt en bøn og skoven var vokset op på en nat.
Men journalisten syntes han havde set et mirakel af de største.
Vi tror på mirakler af den første slags. Skrifterne er fyldte med dem, kirkens historie er fyldte med dem, og de sker den dag i dag i folks liv.
Men Guds rige på jorden, er hovedsagelig bygget af mirakler af den anden slags, - folk der i tro har plantet agern i et goldt landskab hvor kun hver tiende groede og slog rod.
Jeg elsker Herrens spørgsmål i det gamle testamente i Zacharias bog:
Hvem har ladet hånt om de små tings dag? Spørger han, eller ifølge en anden oversættelse: Hvem har ladet hånt om de små begyndelsers dag?
Det er også blevet sagt, at vejen til historiebøgerne er belagt med en stor bedrift, mens vejen til himmeriget er belagt med mange små bedrifter.
Så mens vi håber og beder om mirakler for kirken i Danmark af den første slags, af den store slags , så tænk samtidig på hvad de næste 50 år kan bringe ved mange små bedrifter. Ved den ekstra ene person om året, der får et vidnesbyrd om evangeliets gengivelse og tilslutter sig kirken og menigheden og forbliver trofast, ved det ekstra ene medlem i menigheden om året der ikke falder fra, ved det ekstra ene medlem i menigheden der bliver viet i templet, en mere om året end nu i alle disse nævnte områder, og i løbet af de næste 25 år vil der være sket mirakler.
Jeg vil gerne skifte emne nu, og tale lidt om bjerge, de bjerge vi kan have i vort liv som synes uoverstigelige. Bjerge som synd, eller svaghed.
Hvor man kunne ønske sig, at man kunne gøre som der står om Enok i skrifterne:
”Og han han talte Herrens ord og jorden skælvede og bjergene flyede i overensstemmelse med hans befaling.”
Igen kan vi finde eksempler bla. i skrifterne på, at personer har fået bjerge af synd eller svaghed, som de kæmper med i deres tilværelse, til at forsvinde på et øjeblik.
Men i måske de fleste tilfælde, må vi hver især gå i gang med at flytte bjerget med skovl og trillebør, en trillebørfuld af gangen.
Eller en inderlig bøn af gangen, en studietime i skrifterne og en kommen til kirkemøde af gangen, en god gerning af gangen.
Måske vil det være som stenhuggeren, der står og hamrer på en stor sten, ti gange, halvtreds gange og hundrede gange, og så ved slag nummer 101, er stenen svækket og flækker i to. Det var ikke kun slag 101 der gjorde det, men alle slagene før den var medvirkende til at svække den.
Jeg vil gerne endnu engang slå et slag for de små evangeliske vaner.
Ældste Uchtdorf fortalte om at da han underviste pilot elever, spurgte han dem, at hvis de skulle flyve omkring ækvator og komme tilbage til udgangspunktet, og deres udstyr viste 1 grad galt, hvor langt ville de så ramme ved siden af målet.
Svaret var 800 km .
Små evangeliske vaner kan nogen gange synes ikke så vigtige, men i det lange løb, igennem livet gør de en stor forskel. De kan synes som små ting, men alligevel gøre 800 km forskel.
Hver lille evangelisk vane vil tilegner os, vil i det lange løb bringe os større åndelige velsigner og oplevelser. Om vanen er at bede regelmæssig og trofast, studere skrifterne, læse lektien til søndagskolen hver søndag, komme regelmæssig i kirke, tage til stavskonference, tage i templet og hvad man ellers kan komme i tanke om.
Hvis vi hver, i dag, besluttede os til en mere lille evangelisk vane, vi vil gøre til en del af vores liv. Selv om den synes lille og ubetydelig, vil det alligevel gøre 800 km forskel i den anden ende.
I Jesu Kristi navn
Amen
