Juletalen – 24. Dec 2015

Kære søskende og venner, Glædelig jul!

Jeg vil i min tale i dag henvende mig specielt til de forsamlede børn.. Og til alle andre der også glæder sig til at det bliver jul i aften, og desuden også til alle der i det hele taget skal fejre jul!

Jul, hjerternes fest, fejring af solhverv, lysets fest, Kristi fødsel, kært barn har mange navne!

Men i bund og grund har julen jo også haft mange forskellige betydninger igennem tiderne og forskellige betydninger for os mennesker i dag.

Forrige tirsdags mødes nogle og 30 unge mennesker her i kirken til en lille julefejring. Som indledning til det hele bad vores kære institut lærer Charlotte os om at alle tage et par minutter til at dele et specielt minde eller tanke omkring julen med hinanden. Alle havde noget at sige og der blev delt utroligt mange gode og forskellige synspunkter og minder angående julen, men interessant var det at høre at alle delte de samme varme følelser mod julen, om det så var tjenestearbejde, gaver, Kristus eller familien der blev fokuseret på.

Jeg har kigget lidt nærmere på hvor disse dyrebare følelser kommer fra.

For dem af os der er her fra Danmark ligger noget af det måske i de gamle minder og traditioner der er blevet givet videre fra slægt til slægt.

For omkring 200 år siden var december ikke noget man forbandt med lys på samme måde som vi gør det i dag. På den tid kunne man næsten ikke finde sin egen vej hvis man gik på gaderne efter kl. 16.00 for der fandtes knap noget gadebelysning og når man så endelig fandt vejen hjem var det til et mørkt hus, oftest bare lyst op af lyset fra karminen og fra en enkel lysestage som man tog med sig rundt, som man bevægede sig fra rum til rum.

Prøv at forstil jer at i går på gaden i denne deprimerende mørke vintertid, og pludselig ser følgende syn:

”Alle Værelserne til Gaden var oplyste, især et, og udenfor Vinduerne stod der ved fremsiden mange mennesker, der højlydt gav deres forundring til kende. Det var nemlig rygtedes i Kvarteret, at folk i Ny Kongensgade havde set, at der nogle dage i forvejen var bragt et loftshøjt Grantræ ind i stuerne. Godtfolk spærrede Øjnene op. Sladderen gik, det forlød, at Træet skulde have tændte Lys på Grenene. Derfor var nysgerrige stimlet sammen for at se, hvorledes det vilde gå… Nogle troede vel, den unge Doktor og hans yndige Frue var blevet gale… De, der ej kunne styre deres alt for store iver efter at kikke ind af andres Ruder, satte Stiger op til dem, for at kunne kigge ind under Gardinerne.”

Erindringen her stammer fra den unge Alfred Hage, der i 1811 var til julefest hos den unge dr. phil. Martin Lehmann, der boede i Store Kongensgade i København.

På dette tidspunkt bragte lyset varm, glæde og håb til de der så det.

Hvis man går endnu længere tilbage i tiden, til dengang vikingerne levede, hed julen solhverv og havde slet ikke noget med Jesu fødsel at gøre, men der fejrede man at dagene begyndte at blive længere og længere.

Men for omkring 1000 år siden begyndte vi her i norden at tro på Kristi fødsel og at fejre det. Kongen valgte dengang at slå den gamle vikingefest, hvor man fejrer lysets komme og Kristi fødsel sammen til en fest, nemlig julen.

Hvorvidt at dette var tilfældigt eller ej ved jeg ikke, men for mig ligger der en dyb symbolik i det.

Kristus sagde om sig selv: ” Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys.”

Engang var der en mand, der så på julen som en masse humbug. Han var ikke en Scrooge. Han var en venlig og anstændig person generøse mod sin familie, retfærdig i al hans omgang med andre mennesker. Men han troede ikke alt det der om Jesus, som kirken proklamerede til jul. Og han var for ærlig til at lade som om at han gjorde. "Jeg er virkelig ked af at gøre dig ked af det," sagde han til sin kone, som var en trofast kirkegænger. "Men jeg kan simpelthen ikke forstå denne påstand, at Gud bliver menneske. Det giver ikke nogen mening for mig. "

Juleaften gik hans kone og børn i kirke til midnats messen. Han ville ikke tage med dem. "Jeg ville føle mig som en hykler," forklarede han. "Jeg vil hellere blive hjemme. Men jeg holder mig vågen til at I kommer hjem. "

Kort efter hans familie kørte væk i bilen, begyndte sneen at falde. Han gik hen til vinduet og så på mens sneflagerne blev tungere og tungere. "Hvis vi skal have jul," tænkte han, "er der da rart at have en hvid én." Han gik tilbage til sin stol ved kaminen og begyndte at læse sin avis. Et par minutter senere blev han forskrækket af en buldrende lyd. Det blev hurtigt efterfulgt af en anden og derefter en tredje.

Han tænkte til sig selv at der nok var nogen der kastede snebolde på hans stuevindue. Da han gik ud til hoveddøren for at undersøge sagen, opdagede han en flok fugle der krøb ynkeligt rundt i sneen. De var blevet fanget i stormen, og i en desperat søgen efter husly havde de forsøgt at flyve gennem hans vindue. "Jeg kan ikke lade disse stakkels skabninger ligge der og fryse," tænkte han. "Men hvordan kan jeg hjælpe dem?« Så huskede han laden, hvor børnenes pony blev opstaldet. Det ville være et dejligt varm sted for fuglene at være, tænke han.

Han tog sin frakke og galocher og trampede gennem den dybe sne hen til laden. Han åbnede døren vidt og tændt et lys. Men fuglene kom ikke ind. "Lidt mad vil lokke dem ind," tænkte han. Så han skyndte sig tilbage til huset for at hente lidt frø, som han lagde på sneen, formende en lille sti ind i laden. Til hans bedrøvelse, ignorerede fuglene fuldstændigt brødkrummer og fortsatte med at floppe rundt hjælpeløst i sneen. Han forsøgte at jage dem ind i laden ved at gå rundt og vinke med armene. De spredtes i alle retninger - undtagen i retning af den varme tændte lade.

"De synes nok at jeg er et mærkelig og skræmmende væsen," sagde han til sig selv, "og jeg kan ikke finde på nogen måde at overbevise dem om at de kan stole på mig. Hvis bare jeg kunne være en fugl i et par minutter, så ville jeg måske kunne føre dem i sikkerhed. . . . "

Lige i det øjeblik begyndte kirkeklokkerne at ringe. Han stod helt tavs i et stykke tid og lyttede til kirkeklokkerne spille det glade budskab om julen. Pludselig sank han på knæ i sneen. "Nu forstår jeg," hviskede han. "Nu kan jeg se, hvorfor du, Kristus, selv skulle komme til jorden." "

Denne mand opdagede denne specielle juleaften hvad Jesus mente da han sagde:
” Jeg er Verdens Lys; den, som følger mig, skal ikke vandre i Mørket, men have Livets Lys.”