Tanker for 2011

Følgende blev skrevet til menighedskalenderen 2011:


Biskoppens ord og tanker for 2011
”Vi elsker fordi han elskede os først” siger apostlen Johannes i sit andet brev.
Når vi virkelig kommer til en forståelse af Kristi forsonende offer, og når vi når til den simple erkendelse, at hans forsoning er en personlig gave, til dig og mig, så kan vi ikke andet end fyldes med næstekærlighed.
Vi kan ikke andet end elske, fordi han elskede os først.
”Derved skal folk kende, at i er mine disciple, at i har indbyrdes kærlighed.” siger Frelseren.
Lad alt hvad vi laver være gennemsyret af næstekærligheden, lad os tale til hinanden med kærlighed, respekt og mildhed, både i vore hjem, i kirken og til alle vore lederskabs og planlægningsmøder.
Den døende Napoleon sagde, da han sad som krigsfange på øen St. Helena: ”Jeg har grundlagt et rige på magt, og det er gået til grunde, men Jesus har grundlagt et rige på kærlighed, derfor skal det bestå i al evighed.”
Lad os hjælpe vor Frelser med at lette byrder, hele hjerter og tørre tårer bort.
Hvis vore hjerter er åbne, og vor hænder er villige, vil vi aldrig mangle muligheder for at udøve næstekærlige gerninger.
Må den store kærlighed, der vitterlig er til stede i rigt mål i menigheden, fortsat udvikles og vokse i 2011.


Kærlig hilsen


Keith V. Held
Biskop Odense 1. menighed

Johannes kapitel 13 vers 4 og 5



Ændre spørgsmålene i dine bønner og det kan ændre dit liv.

Tanke givet til gudtjenesten (nadvermødet) i Odense.

Jeg vil gerne benytte lejligheden dele et lille åndeligt budskab om bøn.

Jeg læste en overskrift for nylig der fangede min nysgerrighed og som jeg har tænkt en del over, den lød:
"Ændre spørgsmålene i dine bønner og det kan ændre dit liv."

ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum sagde i en tale under overskriften  »Stol på Herren«.
»Netop som alt synes at gå godt, dukker udfordringer ofte op i hobetal på én gang.
Han sagde, at spørgsmål såsom »Hvorfor skal det overgå mig?« eller »Hvorfor skal jeg lide sådan nu?« fører os ind i blindgyder.
I stedet foreslår ældste Scott, at vi stiller spørgsmål som:
»Hvad skal jeg lære af denne oplevelse?« »Hvem skal jeg hjælpe?« og »Hvordan kan jeg huske mine mange velsignelser i svære tider?«

Ældste Bednar fra de tolv apostles kvorum som talte i kirken på Maglegårds Alle i forrige uge kom også med et eksempel. Hvis du er syg, sagde han, så istedet for blot at bede Gud tage sygdommen væk, kan du måske spørge hvordan du kan vokse, lære og udvikle dig i situationen.

Jeg læste også historien om en far hvis søn var på afveje. Faren tryglede Gud om at give ham kraft til at ændre sin søn og få ham tilbage på den rette sti.
Engang da han bad, hørte denne far en klar stemme i sit sind som sagde. "Nej det er ikke min måde, jeg giver dig ikke den kraft, din søn ved hvad der er det rigtige, og han vil lære af sine forkerte valg."  og det gik op for faren, at han bad om at fratage sin søn hans handlefrihed, noget som Gud ikke engang gjorde ved nogen som helst af sine børn her på jorden.
I stedet begyndte han at bede om, at han måtte være et godt eksempel for sin søn, for det der var sandt og godt, og bad om evnen til at vise sin søn, hvor meget han elskede ham.

Gordon B. Hinckley talte også om at ændre vore bønner og det var mht missionærarbejde, han sagde:
"Det vil være en stor dag, når vore medlemmer ikke blot beder for missionærerne over hele verden, men beder om hvordan de selv kan hjælpe missionærerne der tjener i deres eget område."

Der er en dame der fortalte, at når hun føler sig fastlåst og at hun ikke kommer nogen vegne. Så spørger hun tit Gud i sine bønner: Kære Gud stiller jeg de rigtige spørgsmål?? Hvis ikke, så velsign mig med forståelse og klarsyn, så jeg kan stille de rigtige spørgsmål.

Jeg vil gerne slutte med et par små bønnecitater som har gjort indtryk på mig:

"Den der rejser sig fra sin bøn som et bedre menneske, hans bøn er besvaret."

og så en af Søren Kirkegaard:
 
"Bønner ændrer ikke Gud, men det ændrer ham der beder."

I Jesu Kristi navn
Amen

Føler Gud vores smerte? Læs en mormons svar her: 

http://mormonkirken.dk/288/f%C3%B8ler-gud-vores-smerte

Brev fra missionær ældste JJ Simonsen

Jens-Jacob Simonsen ude som missionær for Mormonkirken (hvis korrekte navn er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige), Jens-Jacob er fra Grønland og er rejst på mission i 2 år udsendt fra Odense menighed. Han tjener i Utah i USA blandt den spansktalende del af befolkningen.

Her er et brev han sendte til menigheden dateret d. 18 aug. 2011.

Læs mere om hvad en mormonmissionær laver her:
http://emil-in-greece.blogspot.com/2011/07/hvad-laver-en-missionr-lidt-generel.html

Kære menighed.

Jeg har endelig sat tid af til at skrive til jer, for at vise min taknemlighed for jer.

Jeg tjener lige for tiden i Logan Utah i Cache Valley i det Nordlige Utah. Jeg elsker mit område, vi har en stor gren (menighed), som har flere medlemmer der kommer hver søndag end i vores menighed i Odense hos jer, og der er rigtig mange som er villige til at hjælpe os i missionærarbejdet. De fleste er omvendte til kirken, og kender alt for godt, hvordan det føles ikke at have det her vidunderlige evangelium.
Min mission betyder alt for mig! Jeg lærer en hel masse ting, som jeg aldrig havde drømt om, - finder nye talenter som vor Himmelske Fader har givet mig, for at velsigne Hans sønner og døtre. Jeg er så taknemlig for denne mulighed som Han har givet mig, jeg er så taknemlig for at have jer til at støtte mig og give mig styrke! Jeg er meget taknemlig for jeres bønner, som jeg føler hvert eneste dag, som er grunden til, at jeg er meget taknemlig for min Himmelske Fader.
Jeg har aldrig før mødt så mange, som har været forberedt af Herren, som venter på svar på deres bønner, og som haft et spørgsmål i hjertet, der har givet plads til at et frø kunne sås i hjertet, som gror og bærer frugt, og giver dem mulighed for selvstændigt at lære ved tro og lære fra ånden.

Jeg har fået mulighed for at træne (oplære) 2 nye missionærer, en fra Lima i Peru i Sydamerika og en fra Maryland USA (30 min fra Washington DC).
Jeg har følt åndenundervise og bære vidnesbyrd igennem mig og derved undervise mig selv og dem omkring mig. Jeg har haft mulighed for at blive undervist af General Autoriteter (ledende kirkeledere) og høre deres vidnesbyrd. Jeg har haft mulighed for at ændre folks syn på livet, og på samme tid har det ændret mit, og jeg oplever det hver dag.
Jeg elsker jer rigtig meget og min kærlighed vokser dagligt for dette vidunderlige værk.
Jeg håber i stadig husker at sige jeres bønner, holde familie hjemmeaftener, læser jeres skrifter og holder Herrens befalinger, for jeg ved af hele mit hjerte, der er intet vigtigere end at have Ånden med os. Undervis jeres børn og børnebørn i at genkende Ånden, som vi føler når vi gør hvad vor Himmelske Fader ønsker vi skal gøre, - når vi går til kirken, når vi siger vores bønner, når vi holder hans befalinger, når vi læser skrifterne, føler vi Ånden! Undervis dem i at blive spirituelt selvstændige. Istedet for at give dem svaret, så hvis dem hvor de kan finde svar, (i skrifterne, i bøn, i kirken,).

Jeg elsker jer og glæder mig til at se jer igen, og dele med jer alle de vidunderlige ting Gud har at vise.
Tusinde tak for jeres breve og bønner!
Håber i har det godt!

Med venlig hilsen

Ældste Jens-Jacob Simonsen.

PS: Jeg elsker denne digt.
"Gud giv mig ydmyghed til at acceptere de ting som jeg ikke kan ændre.
 Mod til at ændre de ting jeg kan,
og visdom til at kende forskellen mellem disse to ting"

--------------------

Vælger en missionærer selv hvor de vil hen på mission? 
Læs svaret her: http://mormonkirken.dk/896/vaelger-mormonmissionaerer-selv-hvor-de-vil-pa-mission



Er jeg min broders vogter?

Tale holdt til Nadvermødet (Gudstjenesten) af Sofie Held 15 år.

Kære søskende og venner.
Jeg vil gerne fortælle jer historien om musefælden!

En lille mus kikkede igennem en revne i væggen, og så bonden og hans hustru igang med at åbne en pakke.

"Hvad lækker mad mon der er i den pakke?"tænkte musen, men til dens rædsel så den, at det var en musefælde.

Musen løb rædselsslagen ud på gårdspladsen og råbte:
"En musefælde, en musefælde, der er en musefælde i huset!"

En høne klukkede og sagde:
"Hr. Mus, jeg kan se, at det er en stor bekymring for dig, men det har ingen konsekvens for mig, så det rager mig faktisk en høstblomst."

Musen løb hen til grisen og råbte: "Der er en musefælde i huset! der er en musefælde i huset!"
Grisen følte sympati, men sagde: "Jeg er ked af det på dine vegne Hr. Mus, men jeg kan ikke gøre andet end at bede for dig, så det vil jeg gøre."

Musen løb så hen til koen og råbte: "En musefælde, en musefælde, der er en musefælde i huset!"
Koen svarede: "Uhadada Hr. Mus, det er jeg ked af på dine vegne, men egentlig kommer det ikke mig ved."

Så musen vendte tilbage til huset, slukøret og svigtet, for at stå ansigt til ansigt med musefælden helt alene.

Om natten hørtes en lyd i huset. Lyden af en musefælde der smækker i. Bondekonen stod op for at kikke til fælden, og i mørket så hun ikke, at fælden havde smækket om halen på en stor sort hugorm.
Hugormen bed hende, og bonden kørte hende på sygehuset, og hun kom hjem med høj feber.

Alle ved at hønsekødssuppe er godt for den feberramte, så bonden slagtede hønen og gav sin kone en god varm suppe.

Men hun fortsatte med at være syg, og mange naboer og venner kom på besøg, og for at have noget at byde dem slagtede bonden grisen.

Men konen fik det ikke bedre, og til sidst døde hun. Der kom mange til begravelsen, og for at have nok mad at byde ved begravelsesmiddagen, slagtede bonden koen.

Musen havde med stor sorg fuldt hele forløbet igennem revnen i væggen.
Så næste gang du hører om nogen med problemmer, så tænk ikke, at det ikke kommer dig ved.
For når en af os er i fare, er vi alle udsatte, om ikke andet, så er vi mere åndelig udsatte, for det vil tit være i sådanne stunder, at vor næstekærlighed skal stå sin prøve.

Måske er et af de mest tankevækkende spørgsmål der stilles i Bibelen, det spørgsmål at Kain stillede, da han spurgte Gud: "Er jeg min broders vogter?"
Kain havde slået sin bror Abel ihjel, fordi han var misundelig på ham, og da Gud spurgte Kain hvor Abel var, svarer Kain: "Er jeg min broders vogter?"

Dette spørgsmål kan vi også stille os selv idag: "Er vi vore søskende og næstes vogter?"
Ordet vogter kan have en negativ klang.
Måske kommer vi til at tænke på en fangevogter, eller en der skal finde fejl ved andre.
Måske skal vi mere tænke på en hyrde, en der passer på og tager sig af sin hjord.
Så måske skal spørgsmålet hellere lyde: "Bør vi tage os af hinanden og passe på hinanden?"

At passe på hinanden kan også være at undgå sladder.
Der fortælles om Sokrates, at en af hans bekendte en dag kom til ham og sagde: "Ved du hvad jeg lige har hørt om din ven?"
"Stop et øjeblik!" sagde Socrates, "Før du fortæller, hvad du har hørt, skal det bestå 3 prøver. Allerførst: er du 100 % sikker på, at det du har hørt er sandt?"
"Åhh!" sagde manden, "Det er faktisk bare noget jeg har hørt."
"Okay." sagde Sokrates, "Så du er ikke 100 % sikker. Så til prøve nr. 2: er det godt det du vil fortælle?"
"Nej!" svarede manden, "Slet ikke."
"Okay!" afbrød Sokrates ham. "Du er ikke sikker på at det er sandt, og det er ikke noget godt, men måske klarer det prøve nr. 3. Vil det du vil fortælle mig om min ven, være af værdi for mig?"
"Nej, faktisk ikke." svarede manden.
"Okay," konkluderede Socrates. "Det er måske ikke sandt, det er ikke godt og det har ingen værdi: Så hvorfor overhovedet fortælle det??"

Kære søskende og venner.
Vi er alle fælles på rejsen gennem livet.
Vi skal passe på hinanden og opmuntre hinanden.
Vi er alle vigtige for hinanden, og når rejsen er slut, vil det vi har været for hinanden, være det vigtigste vi har gjort her.

I Jesu Kristi navn. Amen.

Solvejgs tale om taknemlighed

Talen blev holdt af Solvejg Barkou i Odense 1. menighed, og der var mange der følte de fik rigtig meget med her.

Tale d. 22 maj 2011

Oprah Winfrey har engang sagt:

"Vær taknemmelig for det du har, og du vil ende med at få mere. Hvis du fokuserer på det du ikke har, ender du med aldrig nogensinde at have nok".

Sneglen og Rosenhækken.

Rundt om Haven var et Gærde af Nøddebuske, og udenfor var Mark og Eng med Køer og Faar, men midt i Haven stod en blomstrende Rosenhæk, under den sad en Snegl, den havde Meget i sig, den havde sig selv.

»Vent til min Tid kommer!« sagde den, »jeg skal udrette noget Mere, end at sætte Roser, end at bære Nødder, eller give Mælk, som Køer og Faar!«

»Jeg venter grumme Meget af den!« sagde Rosenhækken. »Tør jeg spørge, naar kommer det?«

»Jeg giver mig Tid!« sagde Sneglen. »De har nu saa megen Hastværk! det spænder ikke Forventningerne!«

Næste Aar laae Sneglen omtrent paa samme Sted i Solskinnet under Rosentræet, der satte Knop og udfoldede Roser, altid friske, altid nye. Og Sneglen krøb halv frem, strakte ud Følehornene, og tog dem til sig igjen.

»Alt seer ud, som ifjor! der er ingen Fremgang skeet; Rosentræet bliver ved Roserne, videre kommer det ikke!«

Sommeren gik, Efteraaret gik, Rosentræet havde stadigt Blomster og Knopper lige til Sneen faldt, Veiret blev raat og vaadt, Rosentræet bøiede sig mod Jorden, Sneglen krøb i Jorden.

Nu begyndte et nyt Aar, og Roserne kom frem, og Sneglen kom frem.

»Nu er De en gammel Rosenstok!« sagde den, »De maa snart see at gaae ud. De har givet Verden Alt, hvad De har havt i Dem, om det betød Noget, er et Spørgsmaal, jeg ikke

havde Tid at tænke over; men det er da tydeligt, De har ikke gjort det Mindste for Deres indre Udvikling, der var ellers kommet noget Andet frem af Dem. Kan De forsvare det? De gaaer nu snart op i bare Pind! Kan De forstaae, hvad jeg siger?«

»De forskrækker mig!« sagde Rosenhækken. »Det har jeg aldrig tænkt over!«

»Nei, De har nok aldrig givet Dem meget af med at tænke! har De nogensinde gjort rede for Dem selv, hvorfor De blomstrede, og hvorledes det gik til med at blomstre. Hvorledes og ikke anderledes!«

»Nei!« sagde Rosenhækken. »Jeg blomstrede i Glæde, for jeg kunde ikke andet. Solen var saa varm, Luften saa forfriskende, jeg drak den klare Dug, og den stærke Regn; jeg aandede, jeg levede! Der kom fra Jorden en Kraft op i mig, der kom en Kraft fra Oven, jeg fornam en Lykke, altid ny, altid stor, og derfor maatte jeg altid blomstre; det var mit Liv, jeg kunde ikke andet!«

»De har ført et meget mageligt Liv!« sagde Sneglen.

»Tilvisse! Alt blev givet mig!« sagde Rosenhækken; »men Dem blev endnu Mere givet! De er een af disse tænkende, dybsindige Naturer, een af de høit begavede, der vil forbause Verden!«

»Det har jeg aldeles ikke isinde!« sagde Sneglen. »Verden kommer ikke mig ved! hvad har jeg med Verden at gjøre? jeg har Nok med mig selv og Nok i mig selv!«

»Men skulle vi ikke Alle her paa Jorden give vor bedste Deel til de Andre! bringe hvad vi kunne -! ja, jeg har kun givet Roser! - men De? De, som fik saa Meget, hvad gav De Verden? Hvad giver De den?«

»Hvad jeg gav? Hvad jeg giver? jeg spytter af den! den duer ikke! den kommer ikke mig ved. Sæt De Roser, De kan ikke drive det videre! lad Hasselbusken bære Nødder! lad Køer og Faar give Mælk; de have hver deres Publieum, jeg har mit i mig selv! jeg gaaer ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!«

Og saa gik Sneglen ind i sit Huus og kittede det til.

»Det er saa sørgeligt!« sagde Rosentræet. »Jeg kan med bedste Villie ikke krybe ind, jeg maa altid springe ud, springe ud i Roser. Bladene falde af, de flyve hen i Vinden! dog een af Roserne saae jeg blive lagt i Huusmoderens Psalmebog, een

af mine Roser fik Plads ved en ung, deilig Piges Bryst og een blev kysset af en Barnemund i livsalig Glæde. Det gjorde mig saa vel, det var en sand Velsignelse. Det er min Erindring, mit Liv!«

Og Rosentræet blomstrede i Uskyldighed, og Sneglen dvaskede i sit Huus, Verden kom ikke ham ved.

Og Aaringer gik.

Sneglen var Jord i Jorden, Rosentræet var Jord i Jorden; ogsaa Erindringsrosen i Psalmebogen var Veiret hen, - - men i Haven blomstrede nye Rosenhækker, i Haven voxte nye Snegle; de krøb ind i deres Huus, spyttede, - Verden kom ikke dem ved.

Skal vi læse Historien om forfra igjen? - Den bliver ikke anderledes.

Indenfor den positive psykologi har man dokumenteret, hvad mange mennesker har vidst altid:

Når man er taknemmelig i det daglige, så er man gladere, har større fokus på de gode ting i livet, ser lysere på tingene, og har en højere livskvalitet.

Vi kender alle de der mennesker, der går rundt og stråler og for hvem livet synes lyst og let.

Ja, dem. Dem som man næsten må rynke på næsen over, hvor godt de har det!

Lad os se realistisk på dem først. De har også perioder i deres liv, hvor de har det skidt og hvor tingene går dårligt. Det er bare ikke på de tidspunkter, at du lægger mærke til dem. Dertil kommer at de har måttet gøre noget aktivt for at være så glade. Man kan ikke vokse op i dagens Danmark og bare være lykkelig. Der skal noget mere til.

Psykologerne har nu fundet ud af hvad Herren har fortalt os i århundreder, at en af ingredienserne i et lykkeligt liv er taknemmelighed.

Folk der er lykkelige dyrker taknemmelighed som andre dyrker planter eller skaber glæde. De gør det aktivt i det daglige, og de gør det – bevidst eller ubevidst – hver dag.

Og man kan lære det, så man ikke bare bliver god til det. Man kan lære det så godt, at det bliver en helt naturlig del af livet, – og at lykke derfor får en mere fremtrædende rolle i livet.

L & p 78:19

Den, der modtager alt med taknemmelighed, skal blive herliggjort, og de jordiske ting skal tilfalde ham hundrede fold, ja, mere.

Det at være taknemmelig er en befaling ikke blot tænkt som en socialt accepteret høflighed. Vi er sat på jorden for at nyde glæde og vores Himmelske Fader ved at taknemmelighed automatisk gør at vi er glade uanset hvad livet byder os.

Vi kender alle historien fra Lukas om de 10 spedalske hvoraf kun den ene, samaritanerren, vendte tilbage til Kristus for at takke Ham.

Spedalskhed var så frygtet en sygdom, så de der led af den var forbudt adgang til at nærme sig Kristus ved lov. De var dømt til at lide sammen og dele deres fælles lidelser. Deres ensomme råb: ”Jesus Herre hav medlidenhed med os” må have rørt vores Frelsers hjerte. Da de var helbredt og var blevet erklæret raske af en præst, så de igen kunne accepteres ind i samfundet, må de have været fyldt med glæde og overraskelse. At være en del af så stort et mirakel må have efterladt dem med stor tilfredshed. Men de glemte deres godgører. Det er svært at forstå hvorfor de ikke var taknemmelige. En sådan utaknemmelighed er meget selvcentreret. Det er en form for stolthed. Hvordan kan det mon være at der var én der viste taknemmelighed?

Taknemmelighed kan læres!

Buddha har sagt:

"Lad os se det store billede og være taknemmelige, for selv hvis vi ikke lærte meget i dag, så lærte vi i det mindste en lille smule; og selv hvis vi ikke lærte en lille smule, blev vi i det mindste ikke syge; og selv hvis vi blev syge, døde vi i det mindste ikke. Så, lad os alle være taknemmelige".

Uanset hvor vi er i vores liv, så har vi alle noget at være taknemmelige over. Jeg kan godt lide at få noget helt konkret at arbejde med, så det får I også i dag: Opskriften på at udvikle taknemmelighed som en sikker del af vores personlighed.


1: Sæt dig ned hver dag – gerne sidst på dagen, når der er lidt ro på, når børnene er puttede, mens du ligger i sengen, eller lignende…
2: Skriv tre ting ned, som er sket i løbet af dagen, – og som du er taknemmelige for.

Det væsentligste er at du får skrevet hver eneste dag.

Det næstvæsentligste er at samle alle disse taknemmelighedsudsagn på et sted.



Hvad skriver jeg så?
Det er helt op til dig, hvad og hvordan du vil skrive det. Det hjælper mange at være specifik omkring det gode i deres liv. Andre vil gerne bare lave en liste over de tre gode ting. Find din egen stil. Du må gerne ændre på det undervejs.

Hér er et par måder at se på min dag i går.

“I dag er jeg glad for at det gik godt på arbejde, fordi jeg holdt mig til min huskeliste helt frem til frokost. Det var skønt, og jeg håber at kunne gøre det samme i morgen. Jeg er også glad for at jeg tog mig sammen til at lave lækker mad, selv om batterierne var lidt flade. Det gav energi til resten af aftenen. Og så er jeg stolt af, at jeg huskede at slukke min computer kl. 21, så jeg havde tid til at klare hovedet med lidt studier i skrifterne inden jeg skal i seng om 10 min.”

En anden vil måske skrive:

“1: Godt fokus fra morgenstunden.
2: Sund og nærende aftensmad
3: Lave yoga”

Vi kan hjælpe vores børn til at føle taknemmelighed ved f.eks at bruge tiden ved aftensbordet til at hver person fortæller 3 ting, som han eller hun er taknemmelig for.

Over tid
Uanset, hvor svær eller let denne praksis er for dig i starten, så kan jeg love dig en ting. Din hjerne bliver bedre og bedre til det, og når du har gjort det i noget tid, så bliver det lige så normalt for dig som at spise med kniv og gaffel.

Det bliver med tiden en rygradsrefleks at fokusere på det positive.

Husk det negative
Vi har alle sammen behov for at tale om det negative også, så husk at du skal ikke tvinge dig selv eller din familie til at være taknemmelige HELE TIDEN! Det væsentlige er at I holder fokus på det positive en gang om dagen – gerne på et bestemt tidspunkt, så alle er med på øvelsen.
Og når nogen har svært ved at finde noget positivt, kan det nogle gange være en åbning til at tale om det svære i livet. Når det er kommet ud, så kan man tage sig af det positive.

Det gælder om at huske at der bagved alt brok ligger en drøm om noget bedre.

Start med det samme
Nu kan du måske tænke at du liiige vil ud og købe en god bog til det her, så du kan gøre det ordentligt. Hvis du vil udskyde det, så kan du med fordel sætte det i kalenderen, så du husker det på et andet tidspunkt. Har du en kalender, hvor du kan sætte det ind som et fast punkt hver dag de næste tre måneder, så gør det, så du er sikker på at huske det hver dag.

Og se dig omkring. Måske har du allerede et hæfte, en gammel dagbog, eller andet, hvor du bare kan gå igang.

Hvis du har det, så gå igang med det samme – og stil dig selv spørgsmålet:

Hvad er der sket i dag, som jeg er taknemmelig for – eller måske bare glad for?

Hvad dukker der frem?

Mester Eckhart , en tysk teolog og mystiker, der levede fra 1260-1327, har sagt:

"Hvis den eneste bøn du bad i hele dit liv, var 'tak', ville det være tilstrækkeligt".

Tom Perry fortæller om hvilken betydning det havde for ham at opleve taknemmelighed fra nogen, der havde god grund til at være helt i bund:

Jeg var iblandt de første marinesoldater, der gik i land i Japan efter at fredsaftalen var aftalt efter 2. Verdenskrig. Vi blev sendt ind i Nagasaki, der var fuldstændig ødelagt. Nogle af de døde var endnu ikke begravet. Som besættende tropper lavede vi et hovedkvarter og begyndte på arbejdet.

Situationen var dyster og nogle af os ønskede at gøre mere. Vi gik til vores overordnede og bad om tilladelse til at hjælpe til med at genopbygge nogle kristne kirker. På grund af regeringens restriktioner var disse kirker næsten holdt op med at fungere under krigen. De få kirker der fandtes i byen var voldsomt skadede. En del af os tilbød frivilligt at reparere disse kirker i vores fritid, så de kunne holde gudstjenester igen.

Vi kunne overhovedet ikke sproget. Det vi kunne tilbyde var vores arbejdskraft til at reparere bygningerne. Vi fandt præsterne som ikke havde haft mulighed for at tjene i krigsårene og opmuntrede dem til at vende tilbage til deres prædikestole. Vi havde en vidunderlig tid med disse mennesker, da de igen oplevede firheden til at praktisere deres kristne tro.

Der skete noget, som jeg aldrig vil glemme, da vi skulle forlade Nagasaki for at vende hjem. Da vi steg på togene, der skulle bringe os ned til de skibe, der skulle sejle os hjem, blev vi drillet af mange af de andre marinesoldater. Deres japanske kærester stod ved siden af dem for at vinke farvel til dem. De mere end antydede at vi var gået glip af alt det sjove i Japan. Vi havde bare spildt vores tid med at mørtel og mursten.

Da drillerierne var på deres højeste, kom der 200 af disse japanske kristne fra de kirker vi havde repareret op over bakken, imens de sang: ”Fremad Herrens stridsmænd”. De kom ned til toget og overøste os med gaver. De stillede sig op langs med toget og vi rørte ved deres hænder da vi kørte forbi dem. Vi kunne ikke sige noget, vores følelser var for stærke. Vi var taknemmelige fordi vi kunne hjælpe til med at genetablere kristendommen i en lille målestok.

Ældste James E. Talmage sagde: »Taknemmelighed er tvillingesøster til ydmyghed; stolthed er en fjende af begge. Ligeledes har præsident James E. Faust også sagt: »Et taknemmeligt hjerte er begyndelsen til storhed. I tider med prøvelser kan vi med taknemmelighed acceptere det, som skal komme ­ en taknemmelighed for de velsignelser og gaver, som Herren har til dem, som holder befalingerne og tjener ham med tak.



I Jesu Kristi navn

Amen

De små ting

Jeg vil gerne tale om de små ting,

og allerførst vil jeg dele med jer to missionærings mirakel historier.

Vi kender måske sådanne historier fra kirkens første tid, eller fra mormons bogs historier eller apostlen Paulus missionærvirke i det Nye Testamente.

Den første historie jeg vil dele med jer foregår i staten Maine i USA i en lille menighed i Farmingdal gren.

Der var 20 aktive medlemmer i grenen da mælkemanden Georg blev kaldet som grenspræsident i 1963, og missionspræsidenten sagde til George, at hvis de havde dåb i grenen ville han gerne være tilstede.

George overvejde meget hvordan han skulle fremme værket, og så kom inspirationen til ham, og ved et søndagsmøde fortælte han menigheden sin vision.

Der blev kaldet 3 medlemsmissionærfamilier, og de fik opgaven at bringe en familie hver til onsdags fireside, hvor der blev vist en kirkefilm og givet en lektie af missionærerne. Hvis disse gæste blev døbt eller meldte sig ikke interesseret, skulle hver medlemsmissionærfamilie finde en ny familie at bringe til fireside.

Alle de første 3 gæstefamilier var interesserede og blev døbt, og George kaldte så disse 3 familier som medlemsmissionær familier til at bringe nogen til næste onsdagsfireside.

Efter nogle måneder ringede Geirg til missionspræsidenten og bad ham komme til dåbsmøde.  MS var i bekneb for til og sprutgte hvor mange der skulle døbes, for at høre om det var værd at komme. George ville ikke sige antallet, men mindede ham om hans løfte.

Da missionspræsidenten trådte ind i Farmington grens lille kirkebygning, talte han 28 mennesker i hvidt tøj der ventede på at blive døbt.

Processen med medlemsmiss.familier fortsatte, og det år blev der døbt 451 mennesker i grenen, næste år blev der døbt 191.

Rådgiverne måtte køre menigheden, for George brugte al sin fritid på at undervise og hjælpe disse nye medlemmer i at holde taler i kirken, i at give lektier i kirken, og undervise deres børn i evangeliet derhjemme, - og langt de fleste af disse medlemmer forblev aktive, trofaste medlemmer af kirken.

Den anden missionær mirakel historie, er en Ældste Willberg gjorde mig opmærksom på en dag han fortalte at han var missionær i Denmark for 50 år siden, og nu han var på mission her igen efter 50 år, var han helt overvældet over at se hvad der var sket her i de mellemliggende år.

For 45 år siden var jeg barn her i menigheden, kirkesalen var vendt denne vej og vi var måske en 40 mennesker. Nu er vi 2 menigheder med omkring 210 folk hver søndag.

Det er lidt som fortællingen om en journalist der rejste rundt i Alperne, han kom til en meget gold, øde og ugæstfri dal, hvor intet groede. Der så han en gammel mand der gik rundt med en sæk på ryggen og en metalstang som han prikkede huller i jorden med. Journalisten spurgte hvad han lavede, og manden fortalte at han såede agern, - kun hver tiende spirede og overlevede, så han måtte så mange.

25 år efter vendte journalisten tilbage, og så en frodig dal bevokset med en grøn egeskov, og der var kommet en landsby til.

Måske synes nogen kun at det er et mirakel hvis der var sagt en bøn og skoven var vokset op på en nat.

Men journalisten syntes han havde set et mirakel af de største.

Vi tror på mirakler af den første slags. Skrifterne er fyldte med dem, kirkens historie er fyldte med dem, og de sker den dag i dag i folks liv.

Men Guds rige på jorden, er hovedsagelig bygget af mirakler af den anden slags, - folk der i tro har plantet agern i et goldt landskab hvor kun hver tiende groede og slog rod.

Jeg elsker Herrens spørgsmål i det gamle testamente i Zacharias bog:

Hvem har ladet hånt om de små tings dag? Spørger han, eller ifølge en anden oversættelse: Hvem har ladet hånt om de små begyndelsers dag?

Det er også blevet sagt, at vejen til historiebøgerne er belagt med en stor bedrift, mens vejen til himmeriget er belagt med mange små bedrifter.

Så mens vi håber og beder om mirakler for kirken i Danmark af den første slags, af den store slags , så tænk samtidig på hvad de næste 50 år kan bringe ved mange små bedrifter.  Ved den ekstra ene person om året, der får et vidnesbyrd om evangeliets gengivelse og tilslutter sig kirken og menigheden og forbliver trofast, ved det ekstra ene medlem i menigheden om året der ikke falder fra, ved det ekstra ene medlem i menigheden der bliver viet i templet, en mere om året end nu i alle disse nævnte områder, og i løbet af de næste 25 år vil der være sket mirakler.

Jeg vil gerne skifte emne nu, og tale lidt om bjerge, de bjerge vi kan have i vort liv som synes uoverstigelige. Bjerge som synd, eller svaghed.

Hvor man kunne ønske sig, at man kunne gøre som der står om Enok i skrifterne:

”Og han han talte Herrens ord og jorden skælvede og bjergene flyede i overensstemmelse med hans befaling.”

Igen kan vi finde eksempler bla. i skrifterne på, at personer har fået bjerge af synd eller svaghed, som de kæmper med i deres tilværelse, til at forsvinde på et øjeblik.

Men i måske de fleste tilfælde, må vi hver især gå i gang med at flytte bjerget med skovl og trillebør, en trillebørfuld af gangen. 

Eller en inderlig bøn af gangen, en studietime i skrifterne og en kommen til kirkemøde af gangen, en god gerning af gangen.

Måske vil det være som stenhuggeren, der står og hamrer på en stor sten, ti gange, halvtreds gange og hundrede gange, og så ved slag nummer 101, er stenen svækket og flækker i to. Det var ikke kun slag 101 der gjorde det, men alle slagene før den var medvirkende til at svække den.

Jeg vil gerne endnu engang slå et slag for de små evangeliske vaner.

Ældste Uchtdorf fortalte om at da han underviste pilot elever, spurgte han dem, at hvis de skulle flyve omkring ækvator og komme tilbage til udgangspunktet, og deres udstyr viste 1 grad galt, hvor langt ville de så ramme ved siden af målet.

Svaret var 800 km.

Små evangeliske vaner kan nogen gange synes ikke så vigtige, men i det lange løb, igennem livet gør de en stor forskel. De kan synes som små ting, men alligevel gøre 800 km forskel.

Hver lille evangelisk vane vil tilegner os, vil i det lange løb bringe os større åndelige velsigner og oplevelser. Om vanen er at bede regelmæssig og trofast, studere skrifterne, læse lektien til søndagskolen hver søndag, komme regelmæssig i kirke, tage til stavskonference, tage i templet og hvad man ellers kan komme i tanke om.

Hvis vi hver, i dag, besluttede os til en mere lille evangelisk vane, vi vil gøre til en del af vores liv. Selv om den synes lille og ubetydelig, vil det alligevel gøre 800 km forskel i den anden ende.

I Jesu Kristi navn

Amen

Indvielsen af Emma Madsens grav

Her er indvielsen af graven ved Emma Madsens begravelse, sådan som jeg husker den. Jeg fik lov at indvie graven.


Jeg har fået forældrenes tilladelse til, at sætte det på her.

Kære Fader I himlen.

I din søn Jesu Kristi navn, og med præstedømmets myndighed, indvier vi denne grav, som hvilested for Emma Steen Grandt Madsens spæde legeme, at hun her må hvile i fred indtil opstandelsens morgen, hvor hun skal oprejses igen til det evige liv.

Fader i himlen, selvom Emmas tid på jorden kun var kort, takker vi dig fordi hun var her som det mirakel hun var, og fordi hendes mor, far og søskende kunne få mulighed for at lære hende lidt at kende, ved at føle af hendes ånd og personlighed, så de må have en særlig plads i hinandens hjerter, indtil de engang skal mødes igen.

Fader vi forstår ikke alt hvad der sker her på jorden, eller meningen med det hele, men vi takker dig fordi vi kan finde trøst, håb og fred igennem evangeliet, og igennem vor kendskab til frelsesplanen, og igennem din søn Jesu Kristi liv, forsoning, død og opstandelse.

Fader i himlen, vi beder dig velsigne de efterladte med trøst og håb.

I din søn, Jesu Kristi navn.

Amen

------------------------------------------------------------

Vor forståelse af og tro på formålet med livet,

hvor vi kommer fra, og hvor vi går hen efter døden

forklares kort her:                http://www.gudsplan.dk/ 

Indvielses bønnen for København tempel (oversat fra engelsk).

Templerne er for de Sidste Dages Hellige (mormonerne) et særligt og helligt sted. Her udføres bl.a. vielser for evighed (ikke kun til døden skiller). Indvielses bønnen for København tempel blev udført af kirkens øverste leder Gordon B. Hinckley.

INDVIELSE AF TEMPLET I KØBENHAVN, DANMARK Søndag, den 23. maj 2004 Indvielsesbøn Præsident Gordon B. Hinckley

O Gud, vor evige Fader, vi bøjer os højtideligt og ydmygt for dig, når vi nu indvier dette, dit hellige hus. Tilgiv os vore synder, at vi må findes værdige til at nærme os din trone i ydmyg bønkaldelse. Vi takker dig for den kundskab, der er kommet ved Helligåndens kraft, at du er vor levende Fader og Gud. Vi forundres over forsoningens vidundere, som er tilvejebragt af din elskede Søn, Herren Jesus Kristus. Ved den forsoning er der kommet frelse for alle og mulighed for ophøjelse for dem, der vandrer i lydighed mod dine guddommelige befalinger. Vi takker dig for denne store og sidste uddeling, som indledtes med din og din Søns tilsynekomst for drengen Joseph Smith. Vi er meget taknemmelige for gengivelsen af dette storslåede evangelium med al den myndighed og de nøgler, som du har skænket dit folk. O Fader, tilsmil os med kærlighed og nåde. Må vi mærke din vejledende kraft i alt, hvad vi gør i opbyggelsen af dit rige og for at styrke dit værk i hele verden. Vi takker dig for dette land, hvor det gengivne evangelium første gang blev forkyndt for mere end 150 år siden. Vi takker dig for dine trofaste tjenere, der er kommet her som undervisere i din guddommelige sandhed. Vi udtrykker vores taknemmelighed for de mange tusind, som i årenes løb har modtaget deres budskab. De fleste emigrerede til Zion i dette værks første tid. Nu opfordres dit folk til at blive og opbygge Zion i dette gode land. For at de kan få enhver velsignelse, og for at de kan viderebringe disse velsignelser til dem, der befinder sig på den anden side af dødens slør, er dette smukke tempel blevet opført i deres midte. En historisk bygning, indviet i 1931, er blevet næsten fuldstændig ombygget til at blive et helligt tempel, Herrens hus. Det er smukt, og vore hjerter er fyldt med taknemmelighed for dets tilstedeværelse blandt os. Og nu i Herren Jesu Kristi navn og med det hellige præstedømmes myndighed, der er overdraget os, indvier og helliger vi denne hellige bygning til dine guddommelige formål. Vi indvier grunden, hvorpå den står, og alt, der vokser derpå. Vi indvier murene, vinduerne, dørene og taget. Vi indvier det smukke dåbsværelse med dets tilknyttede faciliteter, begavelsesværelserne, det storslåede celestiale værelse og beseglingsværelserne med deres hellige altre. Vi indvier kontorerne og alle faciliteter, komponenter og udstyr i dette dit hus. Vi indvier det tilknyttede spir, der er kronet med statuen af Moroni. Vi indvier alt dette til dig og din elskede Søn, vor Forløser. Vil du antage dette offer fra vores hjerte og hænder? Lad din hellige Ånds nærværelse blive følt her til alle tider. Vil du altid våge over det og holde det helligt og adskilt fra verden som et sted, hvori det hellige præstedømme kan virke ved udførelsen af de forordninger, der er forbundet med disse Herrens huse. Beskyt det med din kraft, beder vi dig om. Bevar det mod naturens storme og mod vandalens onde hånd eller enhver, som måtte ønske at vanhellige det. Berør hjertet hos alle, der tjener heri, med en forståelse af dine guddommelige hensigter og af dit storslåede værk med »at tilvejebringe udødelighed og evigt liv for mennesket« (Moses 1:39). Vi beder for tempelpræsidenten og hans rådgivere, for tempelpræsidentinden og hendes assistenter. Vi beder for alle, som vil tjene inden for disse hellige mure, enten ved at lede eller som tempelbesøgende. Velsign dem, der døbes på vegne af de døde, at det må være en helliggørende oplevelse for hver enkelt. Lad dine velsignelser hvile på dem, der kommer hertil for at modtage de andre forordninger i dit hellige tempel, at de må være rene for dig, at de må blive begavet med kraft fra det høje, at de må indgå hellige pagter med dig, og at de må besegles som mand og hustru, forældre og børn, med et bånd, som døden ikke kan ødelægge, og tiden ikke kan rive over. Må disse gange og værelser være hellige for alle, som vandrer her. Når de træder ind gennem denne bygnings døre, beder vi til, at alt det onde i verden må efterlades, og at din Helligånds fornyende og smukke tilkendegivelse må mærkes. Nu, vor kære Fader, du, der er universets store hersker, velsign landene Danmark, Sverige og Island, hvis befolkning dette tempel betjener. Vi ved, at der er mange blandt dem, som længes efter retfærdighed, godhed og sandhed. Bevirk, at der åbnes en vej for dem, så de kan smage den søde frugt i vor Herres evangelium. Vi beder for dem, som drager ud i verden fra dette hus som dine tjenere for at forkynde evangeliet her og i andre lande, at de må modtage begavelsen og få kraft og vidnesbyrd til at stå frem som undervisere i den evige sandhed og vidne om, at du og din elskede Søn virkelig lever. Lad dine velsignelser hvile over Kirkens familier, at kærlighed og fred og fremgang må blive deres lod. Vi beder for børnene og de unge, at de må blive rørt på en sådan måde, at de vokser op i retfærdighed. Vi beder for den urolige verden, som vi lever i, at had og fordomme må vige og erstattes af broderskab og fred. Kære Fader, modtag vores offer, modtag disse indvielsesmøder, modtag dit hus og modtag vores kærlighed, det beder vi ydmygt om i vor Frelsers og Forløsers hellige navn, ja, i Herren Jesu Kristi navn. Amen.

Tale til Benjamins dåb

I Jesu Kristi Kirke af sidste dages hellige har vi voksendåb ved nedsænkning, - man kan blive døbt fra man er 8 år gammel. Benjamin 31 år havde mødt missionærerne og blev døbt i 2010.
Følgende lille tale er "Biskoppens velkomst". :

------------------------------------------------------------------------------------------

Kære Benjamin,

Hjertelig tillykke med din dåb, og velkommen som medlem af Jesu Kristi kirke af sidste dages hellige, og som medlem af Odense 1. menighed.

Jeg håber på, at dit medlemskab af Guds kirke vil leve op til, og endda overgå dine forventninger.

Det mål missionærerne har ført dig frem mod, har været fokuseret på målet at blive døbt og dermed  indgå dåbspagten med din Gud og Fader.

Nefi, en profet i Mormons Bog, lægger stor vægt på, at dåben ikke er slut målet.
Dåben er kun begyndelsen på den rejse, der skal føre dig tilbage til Guds rige.

Det er ikke nødvendigvis en nem rejse, men den er besværet værd.

Der var engang et nyt medlem, der efter et års tid, så tilbage det år der var gået og sagde:
"Det har været, som at komme ind i en ny og fremmed verden, med sine egne traditioner, sin egen kultur og sit eget sprog".

Benjamin, der står mange klar til at besvare dine spørgsmål, når du støder på noget nyt.

Jeg vil gerne give dig fire råd.
Fire ting som jeg tror på, vil få dig sikkert hjem til Guds rige, når livets rejse er endt.

Et.
Bed hver dag, - morgen og aften. Rådfør dig med Gud. Tal med ham om de problemer og udfordringer, du støder på i livet. Tak ham for alle de gode ting du oplever.

To.
Studer lidt i skrifterne hver dag. I dem er som Paulus siger: "Det evige livs ord". Skrifterne vil give dig vejledning og visdom, inspiration og Hellig Åndens vejledning.

Tre.
Kom trofast i kirke. Kom hver søndag hvis overhovedet muligt. Her får du del i det Paulus kalder: de kristnes fællesskab. Her får du evangelisk undervisning og støtte. Her får du mulighed for at tjene og udvikle åndelige gaver og talenter, som Gud har givet dig med i livet, og som vil spire frem og udvikles, når du deltager aktivt i kirkelivet.

Fire.
Hold fast i og lev efter din dåbs pagt. Du har idag lovet, at du vil holde dig til Gud, og han har lovet, at lede dig igennem livet og føre dig hjem til sig.
Den eneste anden pagt, der i forpligtigelse og loyalitets løfte minder om dåbs pagten er nok ægteskabspagten. Måske er det derfor, at Kristus i Bibelen bliver lignet med brudgommen og kirken med bruden.
Og ligesom man ikke forlader sin ægtefælle, fordi hendes fætter eller en anden i svigerfamilien fornærmer en. Så håber jeg heller ikke, at du nogen sinde vil droppe din pagt med Gud, eller din aktivitet i kirken, fordi du bliver misforstået af, eller fornærmet på på mig eller nogen anden i kirken.
For med i den pakke du har modtaget, er alle os ufuldkomne medlemmer af kirken, med vore fejl og mangler, som hver dag arbejder på, at blive bedre til at følge vor Herre og Frelser Jesus Kristus og blive bedre mennesker.

Dette er Guds hellige værk.
Dette er hans kirke og rige.
Joseph Smith så virkelig Gud og Kristus.
Mormons bog er sand, og er et vidne om Jesus Kristus.
Dette vidnesbyrd bærer jeg i Guds søn, Jesu Kristi navn.

Amen.

Tale fra Anette og Jans bryllup.

Hjertelig tillykke med jeres ægteskab Anette og Jan.

Der var engang en præst der i sin bryllupsprædiken sagde:
Det var ikke fordi han gik ind for arrangerede ægteskaber som sådan,
men han havde bemærket, at 50 % af de ikke arrangerede ægteskaber endte i skilsmisse.
Ulempen ved at de arrangerede ægteskaber var gået af mode, var at mange aldrig lærte, at kærlighed også er en beslutning, og ikke bare et hændeligt uheld kaldet forelskelse.

Der er skrevet og sunget rigtig mange sange om kærligheden, eller som de synger på Engelsk: "Falling in love"
eller direkte oversat til dansk ville man sige: "at falde ind i kærligheden".
Nu har man så fundet på en ny formulering, som hedder: "falling out of love", eller på dansk; "at falde ud af kærligheden".
Så kærligheden lyder lidt som et uheld, eller en tilfældighed.
Man går ned af gaden, og pludselig snubler man og bliver forelsket.
Eller man går hånd i hånd med sin ægtefælle, og pludselig snubler man og falder ud af kærligheden og er skilsmisse klar.
I filmen: "Fire brylluper og en begravelse", er der en der fortæller, at han har været forelsket hele livet, men bare aldrig i den samme. Han falder ind og ud af kærligheden.

Men i Anette og Jan, har idag med jeres vielse sagt, at i tror på at kærligheden ikke bare er noget man snubler ind og ud af, - men at det også er noget man beslutter sig til.
I har idag vidnet om, at i vil holde jer til hinanden og ingen anden, og elske, ære og værne om hinanden, så længe i begge lever, og i har givet hinanden ring som symbol på den beslutning.

Der er en sang om kærligheden af Bette Midler.
En af linierne lyder: "some say love is like a river",   "nogle siger kærligheden er som en flod".
Det er en god beskrivelse.
En flod er nogle steder bred og vandet flyder stille,
andre steder er den vild og fossende, og båden kastes fra side til side og er ved at kæntre.
Sådan er det også med ægteskabet.
Den har også sine op og nedture, men med ægteskabspagten siger i, at i vil blive ombord også når båden vipper, og at i vil styre båden ind i stille vande igen.

Jeg kendte engang en, der havde det utrolig hårdt med, at hans partner kom sukker på cornflaksene før mælken. Han gik og blev så rasende indeni. Den oplagte ting for dem at gøre i disse tider, ville måske være at gå i parterapi. Så de kunne lære at kommunikere deres følelser på en åben og positiv måde. Så kunne han forklare sine følelser omkring sukkeret, og så kunne de indgå en eller anden form for kompromis.

Undersøgelser i USA viser dog, at lykkelige ægtepar ikke nødvendigvis er eksperter i kommunikation, konfliktløsning og kompromisser. De gør derimod noget helt andet. De accepterer og bærer over med hinandens forskelligheder og særheder. De lever med og ser bort fra de små irriterende ting ved ægtefællen, for nogle ting kan man bare ikke lave om på, - og så er de søde og opmærksomme overfor hinanden, og de taler positivt til hinanden.

Professoren der lavede undersøgelsen konkluderer:
Et langt og lykkeligt ægteskab handler om at lære din partner at kende, at være støttende og opmuntrende, og for hvert negativt ting du gør, skal du gøre mindst 5 positive ting, for at opveje det.

Må Gud velsigne jer og jeres ægteskab, og velsigne jer med visdommen, tålmodigheden, kammeratskabet og kærligheden, til at ægteskabet må blive langt og lykkeligt.

I Jesu Kristi navn
Amen

Tale fra Ann-Alicia og Oles bryllup.

Hjertelig tillykke til jer.
Et bryllup må være noget af det mest opløftende og livsbekræftende der findes.

Af alle de forhold der eksisterer mellem mennesker.
Forældre - barn
bror og søster
nabo til nabo
ven til ven

er der ingen der har fået samme guddommelige opmærksomhed
som forholdet mellem mand og kvinde.

Fra de hellige skrifters aller tidligste begyndelse, velsigner Gud forholdet mellem mand og kvinde i ægteskabet.

Kærligheden i ægteskabet består af to dele.
Den ene del, er det der gør svimmel, får pulsen til at stige og giver sommerfugle i maven.
Det tager pusten fra en, og gør en let som en fjer.
Det er vævet af drømme og romantik, og har en duft af eventyr.
Det er forelskelsen, bryllup, hvedebrødsdage og det at starte en ny tilværelse, som to i stedet for en.
Det kan lignes med, at stå på en overdådig og smuk blomster eng, fyldt med de smukkeste blomster og sommerfugle. Det er fyldt af følelser og sanseindtryk, og er der skyer på himlen, er de lyserøde.

Den anden del af kærligheden, illustreres fint i en scene fra stykket: "Spillemand på en tagryg."
Det er fortællingen om den russiske jøde Tevya fra begyndelsen af forrige århundrede.
Det er en tid med oprør og ændringer, specielt i Rusland, kommunisterne var kommet til magten, og de jødiske traditioner var under ændring. F.eks var det ikke mere forældrene der arrangerede ægteskaberne, de unge var begyndt at gifte sig af kærlighed, og blandt disse var Tevya´s egne døtre.

Midt i denne omvæltning, henvender Tevya sig til sin hustru og siger til hende:

"Golda!- det er en ny verden, - en ny verden."

og fascineret af, at hans døtre gifter sig af kærlighed, spørger han:

"Golda, elsker du mig?"

"Hvad gør jeg?"   spørger Golda forbavset.

"Elsker du mig?"  gentager han.

"Elsker jeg dig?  Vore døtre skal giftes, og der er oprør i landet. Jeg tror du er bragt ud af fatning. Gå indenfor og læg dig. Måske har du vrøvl med fordøjelsen."

"Nej Golda."  gentager han.  "Jeg stiller dig et spørgsmål.  Elsker du mig? Min far og mor sagde, at vi ville lære at elske hinanden, og nu spørger jeg dig Golda.  Elsker du mig?"

"Jeg er din hustru."

"Det ved jeg, - men elsker du mig?"

"Elsker jeg ham? i 25 år har jeg levet med ham, kæmpet med ham, sultet med ham. I 25 år har jeg delt seng med ham, hvis det ikke er kærlighed, hvad er så?"

"Så du elsker mig?"

"Det gør jeg vel."

"Jeg tror også, jeg elsker dig. Ikke at det ændrer noget, men efter 25 år er det rart at vide det."

Denne anden del af kærligheden, er noget der vokser af loyalitet, omsorg, venskab og samarbejde.
Det vokser af at opleve sorger og glæder sammen.
Det kommer af fælles oplevelser og erfaringer.
Det kommer af at bede sammen, og sammen søge guddommelig vejledning i ægteskabet.

Når blomster engen bliver lidt mindre overdådig.
Når skyerne på himlen i dagligdagens stress og jag, ændrer sig fra lyserøde til hvide og nogle gange grå,
så vil kærlighedens anden del, med jeres hjælp og indsats, vokse sig stor og stærk.
Det vil være som et egetræ, der spirer og vokser midt i blomsterengen, og som i løbet af livet vil vokse sig så stor og mægtig, at det vil nå himlen.

Kærlighedens første del har bragt jer sammen, og bragt jer her i dag.
Men det er kærlighedens anden del, der vil holde jer sammen og bevare jeres ægteskab.

Må Gud velsigne jeres ægteskab og fremtid sammen.

I Jesu Kristi navn
Amen


andre bryllups taler:

Julie og Brynjars bryllup:  
http://mormon-taler.blogspot.com/2011/01/tale-fra-julie-og-brynjars-bryllup.html

Magrethe og Kims bryllup:
http://mormon-taler.blogspot.com/2011/01/kort-tale-fra-magrethe-og-kims-bryllup.html

Anette og Jans bryllup
http://mormon-taler.blogspot.com/2011/01/tale-fra-anette-og-jans-bryllup.html

Indvielsesbøn for Odense menigheds kirkebygning i 1953. Sagt af missionpræsident Markus Junius Sorensen.

Vor Fader, du som er i himlen, du som er giveren af alt godt og alle velsignelser til dit folk og skaberen af vor frelse. Det er med taknemmelighed i vore hjerter, at vi er kommet sammen ved denne højtidige lejlighed, i dette hus, som vi har bygget, for at det kan lægges til dit rige, som du har befalet os dit folk, at opbygge og genoprette her på jorden.

Du har sagt, "Se et vidunderligt værk skal komme frem blandt menneskenes børn", hvad der betyder at Jesu Kristi evangelium skal blive organiseret og prædikes til alle nationer. Til dette formål har vi bygget dette hus.
Og nu, hvor Fader i himlen, beder vi dig hjælpe os dit folk, med din nåde og inspiration, at vort arbejde må gøres til din ære og modtages af dig. Må din Helligånd hvile på dit folk her og på dette hus, som vi nu indvier til dig, at det må blive helliggjort og blive helligt i dine øjne, og at din hellige indflydelse altid må være tilstede i dette hus.
Vi indvier grundvolden, murene, loftet, taget og alle dele, der hører dertil, til dig. Vi indvier møblerne og alt, hvad der findes i dette hus, til dig.
Vi beder dig, vor Fader i himlen, om at lade dine beskyttende engle tage vare på dette hus, at alt hvad der bliver udført, må være ledet af din Helligånd på en sådan måde, at alle, som går ind i dette hus, må føle og anderkende, at det er dit og et helligt sted.
Vil du inspirere dem, der skal undervise i dette hus, at de kan lære visdoms og sandheds ord fra skriften, således som de er åbenbaret fra dig, at ingen falske lærdomme skal læres i dette hus.
Vor Fader, vil du velsigne alle, som går herind, at ingen må gå herind med dårlige tanker og følelser i deres hjerte, men at alt må udføres til dit navns ære og til frelse for dine børn.
Vor Fader i himlen, må dine tjenere, som går ud fra dette hus, være iklædt kraft fra det høje og, idet de bære dit hellige præstedømme, forkynde dit evangelium for folket og bringe mange sjæle til dig.
Må de helliges vidnesbyrd blive gjort stærkere ved, at de studerer og dyrker dig herinde.
Vi beder dig, vor Fader i himlen, at bevare og beskytte hver eneste del af denne bygning fra de ødelæggende elementer. At ingen af dem vil have nogen ødelæggende virkning på nogen del af denne bygning, men at den må blive ved med at være stærk og stå igennem alle slægtled indtil Kristus, din Søn, skal komme for at herske og regere på jorden.
Vor Fader i himlen, vi er dig taknemmelige, fordi du har blødgjort den danske nations myndigheder så meget, at de har tilladt os at bygge dette hus og givet os frihed til at prædike dit evangelium for det danske folk overalt i Danmark.
Vi er taknemmelige for for den venlige holdning, som folket i dette gode land har vist overfor dine tjenere og tjenerinder.
Der er tusinder af retfærdige sjæle, som har fået kundskab om dit evangelium og er blevet bragt ind i kirken, og vi føler, der er meget af Israels blod her i Danmark, som skal indsamles.
Vor Fader i himlen, vi beder dig modtage og hellige dette hus og alt det, der hører der til, og alle ordene i denne bøn er til din herlighed og ære, og i kraft af det melkisedekske præstedømmes myndighed, som vi bærer, og i din Søns Jesu Kristi navn. Amen.

Hvem har pakket din faldskærm?? tale holdt af Sofie

Denne lille tale holdt Sofie i kirken for nogle år siden.

Jeg tror hun var 11 år.

Nogle gange glemmer vi at sige tak, eller at hilse, eller sige en kompliment, eller lykønske nogen når der sker noget godt for dem.

Nogle gange glemmer vi dem der har gjort noget vigtigt for os.

Eller måske opdager vi slet ikke det de har gjort.

Charles Plum var jetpilot i Vietnam.

Efter 75 fly missioner blev han skudt ned af en jord til luft missil.

Han kom ud af flyet og blev reddet af sin faldskærm, men blev taget til fange af fjenden.

I 6 år var han i fangenskab, men han overlevede og holder nu foredrag om sit fangenskab, og hvad han lærte der.

En dag sad Plum på restaurant med sin hustru.

Pludselig kommer der en mand hen til ham og siger:   "Du hedder Plum og du fløj jetfly i Vietnam fra hangarskibet Kitty Hawks, og du blev skudt ned".

"Hvor ved du det fra?" spurgte Plum.

"Ser du!" svarede manden,  "Det var mig der pakkede din faldskærm."

Plum bliver overvældet af overraskelse og taknemlighed, og den fremmede griber hans hånd og siger:

"Jeg er glad for at den virkede!"

Plum kunne ikke sove den nat. Han blev ved med at tænke på manden, og hvordan han mon havde set ud dengang i uniform.

Han tænkte på, hvor mange gange han mon havde set ham på hangarskibet uden at hilse eller sige godmorgen. For Plum var jo pilot, og den fremmede var kun sømand.

Plum tænkte også på, hvor mange timer sømanden havde siddet og tjekket, repareret og foldet faldskærme. Hvor mange gange manden havde siddet med nogens skæbne i sine hænder.

Plum spørger nu tilhørerne ved sine foredrag: "Hvem pakker din faldskærm? Hvem giver dig hvad du har brug for, for at klare dig gennem dagen og tilværelsen?"

Lad os være taknemlige for, og huske at sige tak til vores familie, vore venner, vore lærere, for Helligåndens vejledning, og for en kærlig Gud i himlen.

I Jesu Kristi navn

Amen

Sommerfuglen, prøvelser og tro.

Følgende blev brugt som den korte tale til nadvermødet (gudstjenesten) for et par år siden-- en del af ordene og formuleringerne, er nogle som jeg har læst, og som jeg har taget til mig, fordi de tiltalte mig.

----------------------------------------------------------------------

Der var engang en mand der fandt en sommerfugle puppe og tog den med hjem.
En dag gik der hul på puppen, og manden sad betaget og kikkede på, da sommerfuglen oksede og kæmpede for at komme ud af puppen.
Men manden var en sød og rar mand, så da han kikket på kampen i et par timer, greb han en saks og klippede i puppens skal, så sommerfuglen med lethed kunne komme ud.
Men sommerfuglen kom ud med oppustet krop, og krøllede og forkrøblede vinger.
Manden viste nemlig ikke, at sommerfuglens kamp ud af puppen, er det der presser blod ud i vingerne, så vingerne folder sig ud, og sommerfuglen kan flyve.
Så sommerfuglen kom aldrig til at flyve.

Uden prøvelser, besværligheder og udfordringer i livet, ville vi ligesom sommerfuglen få forkrøblede vinger.

Hvis Gud gjorde alt nemt for os, ville vi forpasse livets store formål med at udvikle os, og igennem vor udvikling opnå større visdom, kundskab, tålmodighed, empati og mange andre guddommelige egenskaber.

Og uden at vore besværligheder tages fra os, har vi brug for troen til at bære os igennem.

Der var engang en der gav følgende definition på tro:
"Tro er at have fred med den tanke, at vi er på vej, og vejen er usikker og kroget, og vi ved ikke, hvad der gemmer sig af lykke eller ulykke rundt om det næste hjørne. Men troen er også at vide, at vejen fører til Gud og det evige liv."

Udfordringer er der mange af.
Mange af dem skaber vi selv.
Vi bliver ikke fejlfrie af at være blevet døbt, eller fordi vi prøver at leve med evangeliet som ledestjerne.
Uanset hvordan vi vender og drejer det, så er vi alle sammen mennesker, som kan tage fejl og tage forkerte beslutninger og valg, og dermed skade både os selv og andre.
Sådan er det at være menneske. Man kan have den bedste mening og vilje og alligevel komme galt afsted.

Jeg læste en udtalelse af en kendt kunstner. Han siger: "Mit liv har beriget mig med en perlerække af pinlige episoder, som jeg er sikker på, at skæbnen har lagt ud, for at udrydde den misforståelse det ville være at tro, at jeg skulle være fuldkommen."

Men det dejlige ved evangeliet er, at uanset hvordan vi gebærder os, - så starter evangeliet altid forfra med os, og det starter med at Gud elsker os.
"Thi således elskede Gud verden, at han sendte sin søn, den enbårne, for at enhver der tror på ham, ikke skal gå fortabt, men have evigt liv."
og Kristi forsoning gør, at er vi kommet på afveje, kan vi få hjælp til at finde tilbage igen,
og bønnen kan være vores energikilde, og der hvor vi kan hente motivationen på vor rejse gennem livet.
Det er så dejligt med bønnen, at vi kan føle vi får noget igen.
Selv om bekymringerne ikke tages fra os, kan vi få trøst, fred og den simple og ægte glæde ved at føle, at Gud er med os og ikke imod os her i livet.

I Jesu Kristi navn

Amen

Tale fra Julie og Brynjars bryllup.

Hjertelig tillykke med at i nu er mand og hustru.

I dag er en dag fyldt til overflod med ønsker, glæde, håb og drømme.
Jeg kan lide den overskrift i har givet dagen: "Eventyret bliver til virkelighed".
Det er en stor og intens dag.
Der er så mange drømme og løfter for fremtiden pakket ind i denne dag.

Til dagen hører også de 3 vigtige ord:
"Jeg elsker dig"
Det tager kun 3 sekunder at sige ordene.
Det vil nok tage jer et år at forklare hinanden hvad i mener med ordene.
Og det vil tage jer et helt liv at bevise at i mener det.

Jeg vil gerne dele med jer nogle citater fra nogle meget vise personer om kærligheden og forelskelsen. 
Det er udtalelser fra 1. og 2. klasses elever i USA der havde skoleopgave om emnet.

Som svar på spørgsmålet om hvorfor folk forelsker sig: 
Sagde Andrew: En af dem har fregner og møder så en anden med fregner.

Pigen Maj sagde: Ingen ved rigtig hvad der sker, men jeg har hørt, at det har noget med lugten at gøre, - det er derfor parfume og deoderant er så populært.

Manuel: Jeg tror du rammes af en pil eller sådan noget, men resten gør vist ikke så ondt.

Nogen skulle også svare på hvordan det er at blive forelsket:

Glenn: Hvis det at blive forelsket minder om at lære at stave, så ønsker jeg det ikke. Det tager for lang tid.

Bart: Det er som en lavine, hvor du skal løbe for livet.

Og på spørgsmålet om hvordan man får det til at vare ved:
Foreslår Dick: Brug det meste af din tid på at kysse og kramme istedet for at gå på arbejde.
David: Vær god til at kysse, så glemmer din hustru måske at du aldrig går ud med skraldet.
(skrev du den ned Brynjar?)

-------------------------------------------------------------
Efter disse gode råd, vil jeg også gerne komme med lidt råd:

Lad venskabet være fundamentet i jeres ægteskab.

Venskab er en væsentlig og vidunderlig del af kæresteriet og ægteskabet.
Et ægteskab der bygger på venskabet, vil sædvanligvis blive et vedvarende evigt venskab.
Intet er mere inspirerende end at se en ægtemand og hustru, der stille værdsætter og nyder hinandens venskab år efter år, mens de sammen oplever livets velsignelser og prøvelser.

En rapport udgivet fornylig, der bygger på 25 års forskning i ægteskab, skriver: "Det som hele ægteskabet tit står og falder med, er et enkelt begreb med vidtrækkende betydning: VENSKAB.

Der er et ordsprog der siger:
"En ven er en der ved alt om dig, og stadig holder af dig."

Og ingen vil komme til at kende jer, som i i årene fremover, vil komme til at kende hinanden.

Brug ikke tiden på at prøve at lave om på hinanden.
Men brug gerne tid på at lave om på og forbedre dig selv.
Ikke fordi du skal, - men fordi du vil.
Ikke for at blive elsket, - men fordi du er elsket.

En anden ægteskabsundersøgelse konkluderer.

Det er ikke de store indsatser og det hårde arbejde der gør et godt ægteskab.
Det er derimod de små ting i hverdagen der gør forskellen: Giv komplimenter, tal sammen, gør små tjenester, hold i hånd, læg mærke til hinanden.

Der er et ordsprog der siger: "Mange forsømmer den lille lykke, mens de venter på den store".

Hvis lykken i ægteskabet er som at plukke lækre jordbær, jager nogle hele livet efter et 40 kilos jordbær og finder den aldrig.
Andre plukker små jordbær i massevis, og ender med at have plukket hundredevis af kilo i løbet af deres ægteskab.

Jeg elsker digtet: "Den lille lykke", som for mig er et symbol på ægteskabelig lykke:

Lær mig de små skridts glæder 
Lær mig de små, små ord 
Vis at alt dog lever 
Og i det stille gror 

Lær mig den lille lykke 
Lær mig de stille smil 
Lær mig ikke at jage 
De mange og lange mil 

Alle de blå, blå drømme 
Alle de store ord 
Skønnest måske, er en lille blomst 
I vase på hverdagens bord. 

-------------------------------------

Jeg går bestemt ikke ind for arrangerede ægteskaber som vi hører om dem.
Misforstå mig ikke, men der er måske nogle ulemper ved, at det er gået af mode.

50% af ikke arrangerede ægteskaber ender i skilsmisse.

Der er ikke mange arrangerede ægteskaber i Danmark, - 
men jeg tror at jeres er et af dem,
- og det ved jeg at i også tror,
nemlig at Gud på forunderlig vis har ført jer i armene på hinanden. At han har været med til at arrangere jeres ægteskab.

Jeg tror at det giver en stærk dimension, at vide, at man ikke fandt hinanden ved en eller anden tilfældighed, - men blev udvalgt til kærligheden.

Ligesom han nu har ført jer sammen, så lad jeres tro på Gud fortsat være en stor og væsentlig del af jeres ægteskab sammen.

Jeg vil gerne citere fra familieproklamationen som kirken udgav i september 1995:

Og lade det være mit biskoppelige afsluttende råd til jer:

"Ægteskab mellem mand og kvinde er grundlæggende i Guds evige plan.

Lykke i familielivet vil med størst sandsynlighed opnås, når det er baseret på Herren Jesu Kristi lærdomme. Vellykkede ægteskaber og familier bygges på og fastholdes ved tro, bøn, omvendelse, tilgivelse, respekt, kærlighed, barmhjertighed, arbejde og sunde fritidsbeskæftigelser."

i Jesu Kristi navn 


Amen