Om Guds kærlighed og omvendelse

Tale holdt i Odense 1. menighed af Solvejg d. 22. juli 2013

Udenpå kan man ikke se forskel på en fuld og på en tom sodavandsdåse. Men man kan mærke forskel. Den fyldte dåse kan ikke presses sammen, hvorimod den tomme kan krølles sammen. Grunden er at den fyldte dåse har lige så stort et tryk indeni som udenpå. Den tomme dåse har ikke noget indre tryk, så den påvirkes let af ydre påvirkninger.

I dette liv vil langt de fleste af os ikke komme til at se vores Frelser med vores fysiske øjne. Men vi kan alle ”se” ham med vores indre øjne. Det indre liv vi kan have med vores Gud er livsændrende og lige så virkeligt, som det liv, der påvirker vores ydre virkelighed. Det fylder os med kraftfulde tanker og følelser, der sætter os i stand til at modstå det pres, vi alle udsættes for i livet.

Søster Joann Shields fortæller følgende beretning:

”Sidste januar rejste jeg til Californien med en af mine venner, en begavet og succesrig advokat, der ikke havde været i kirke de sidste mange år. På næsten hele rejsen fremlagde hun den hjerteskærende grund til at hun forlod kirken: åndelig ensomhed. Hun var det eneste medlem i sin familie og hun følte sig aldrig rigtig velkommen i kirke-familien. Hun havde fundet fællesskaber udenfor kirken. Min ven sagde, at hun aldrig nogensinde ville komme tilbage til kirken og udsætte sig selv for så meget ensomhed og uendelige afvisninger. Jeg forstod, men måtte holde fast i at hun heller ikke havde opnået et fællesskab med sin Frelser. Efter flere smertefulde timer endte hendes udbrud i vrede.

Et par uger senere ringede min ven med glæde i stemmen. Hun havde besluttet sig for at bede og læse Mormons Bog igen. Hun havde aldrig før opdaget, at de første 14 kapitler handler om Guds godhed. Men hun kunne se det nu, da hun var begyndt at føle sin Faders godhed. I februar indledte vi en skriftstedsjagt . Vi søgte at forstå forsoningen. Jeg ville ønske, jeg kunne fortælle om alt det vi fandt om Guds nåde og den forandrende kraft, der er i hans uendelige kærlighed. Paulus ramte dette lige på kornet:

Rom 2:4

Eller ringeagter du hans rigdom på godhed og overbærenhed og langmodighed og ved ikke, at Guds godhed vil føre dig til omvendelse?

Dette år kom der ikke noget forår i den ydre verden omkring os, men det ankom lige til tiden i min vens indre verden. En aften i marts sad jeg alene i kirken og ventede. På min højre side var der en åben dør ind til et klasseværelse, på min venstre var der en lukket dør ind til biskoppens kontor. Bagved den åbne dør hørte jeg en mand sige, at vi skulle være tilbageholdende med at tale om Guds uendelige kærlighed til sine børn, da det kunne få nogle mennesker til ikke at gøre deres bedste, fordi de tror, at Gud vil elske dem alligevel. Jeg hørte Helligånden tydeligt og klart: ”Manden har ikke ret. Se blot hvad kun Guds kærlighed kan gøre!”

Jeg så til venstre og fra bag den lukkede dør hørte jeg min ven og de tre medlemmer af det disciplinære råd le sammen.

Hun havde besluttet at træde frem for rådet, da hun havde læst Kristi løfte om at være hendes advokat. Min ven advokaten havde brug for en forsvarer. Hendes fortrydelse og ydmyghed gav hende den mest magtfulde advokat i universet. Hun ville ikke træde frem alene, hvis hun var ærlig. Hun ville lægge sin sag frem med Kristus ved sin side. Rådets beslutning var enkel og venlig. Alle tre medlemmer fortalte, at de dagen før de mødtes havde haft sindet fyldt med skriftsteder om Guds betingelsesløse kærlighed.

Lucifer er Satan fordi han står imellem Gud og os. Han ønsker at ødelægge handlefriheden, vores magt, ved at få os til at tage beslutninger, der bygger på kræfter udenfor os. Jesus er Kristus fordi han står hos Gud og os. Han gør vores handlefrihed perfekt, fordi vores beslutninger bliver truffet på grundlag af vores indre liv.

Denne måde at træffe valg på, hjælper os til at modstå ydre pres. Endnu vigtigere er evnen til at ændre ydre omstændigheder. Vi kan ikke ændre andre mennesker, men vi kan selv ændre adfærd, der ofte betyder at andre mennesker også gør det.

Jeg har en kollega, der virkelig kan irritere mig. Når vi taler om et barn fra vores arbejde har hun aldrig oplevet nogen problemer med det. De har det bare altid fantastisk sammen med hende. I lang tid har jeg følt mig ramt og nedgjort. Jeg blev vred på hende. Det blev et større og større problem for mig. Jeg ønskede ikke at møde hende. Det var bare ikke godt.

Jeg kom i tanke om skriftstedet i L&P, der siger at vi skal tilgive alle mennesker. Det krævede, at jeg fandt på at gøre noget andet end jeg plejer. Jeg kunne ikke rigtig komme i tanke om, hvad jeg skulle sige til hende, når jeg følte mig ramt. Det, der kom til mig, ville blot nedgøre hende. Jeg fik chancen for at fremlægge mit problem for en klog kvinde. Hun sagde, at jeg skulle prøve at sige venligt: ”Ja, det er din oplevelse”, når vi havde vores små sammenstød.

Det kræver lige lidt øvelse, men allerede første gang jeg gjorde det, følte jeg den vidunderlige renselse og frihed, når min Frelser er med på turen. Mit syn på min kollega ændrer sig, og nu hvor jeg anderkender hende, kan hun også bedre være til stede i et rum med mig.

Når vi har et stærkt indre liv med vores Frelser er vi stærke, modne og aktive. Hvis vi forsømmer vores indre liv bliver vi svage, umodne og passive. Vi styrker vores indre liv igennem hver eneste sandhed vi tilegner os, igennem hver eneste bøn vi beder, igennem hver tanke, der er tilegnet Kristus, hver pagt og løfte vi holder, hver gang vi betaler tiende, hvert offer vi bringer, hvert skriftsted vi læser, hver gang vi roser, holder i hånden, og tjener andre.

Vi kender alle lignelsen om de 10 brudejomfruer. De fem kloge kunne ikke dele deres olie, deres indre liv med de andre. Vi må alle hver især have vores indre liv i orden. Åndelighed udvikles gradvist og individuelt i samarbejde med vores Fader i Himlen.

Forsoningen siger: ”Giv ånden plads og bliv helbredt der, hvor du er lige nu, ved at lade Kristus løfte dig op til hvor Han er. Ingen kan gå tilbage og lave en helt ny start, men enhver kan starte herfra og lave en helt ny slutning.

Det er nytteløst at tænke at det her klarer jeg lige selv. Hellighed er ikke vejen til Kristus. Kristus er vejen til hellighed.

Og til sidst Kristi egne ord:

Esajas 43: 2-5

Går du gennem vand, er jeg med dig,

      gennem floder, skyller de ikke sammen over dig;

      går du gennem ild, bliver du ikke forbrændt,

      flammen brænder dig ikke.

       For jeg er Herren din Gud,

      Israels Hellige er din frelser.

      Jeg giver Egypten som løsepenge for dig,

      Nubien og Seba som betaling,

      for du er dyrebar i mine øjne,

      højt agtet, og jeg elsker dig.

      Jeg betaler for dig med mennesker,

      med folkeslag for dit liv.

     Frygt ikke, for jeg er med dig.

      Fra østen bringer jeg dine børn,

  fra vesten samler jeg dig;

Tanker for 2011

Følgende blev skrevet til menighedskalenderen 2011:


Biskoppens ord og tanker for 2011
”Vi elsker fordi han elskede os først” siger apostlen Johannes i sit andet brev.
Når vi virkelig kommer til en forståelse af Kristi forsonende offer, og når vi når til den simple erkendelse, at hans forsoning er en personlig gave, til dig og mig, så kan vi ikke andet end fyldes med næstekærlighed.
Vi kan ikke andet end elske, fordi han elskede os først.
”Derved skal folk kende, at i er mine disciple, at i har indbyrdes kærlighed.” siger Frelseren.
Lad alt hvad vi laver være gennemsyret af næstekærligheden, lad os tale til hinanden med kærlighed, respekt og mildhed, både i vore hjem, i kirken og til alle vore lederskabs og planlægningsmøder.
Den døende Napoleon sagde, da han sad som krigsfange på øen St. Helena: ”Jeg har grundlagt et rige på magt, og det er gået til grunde, men Jesus har grundlagt et rige på kærlighed, derfor skal det bestå i al evighed.”
Lad os hjælpe vor Frelser med at lette byrder, hele hjerter og tørre tårer bort.
Hvis vore hjerter er åbne, og vor hænder er villige, vil vi aldrig mangle muligheder for at udøve næstekærlige gerninger.
Må den store kærlighed, der vitterlig er til stede i rigt mål i menigheden, fortsat udvikles og vokse i 2011.


Kærlig hilsen


Keith V. Held
Biskop Odense 1. menighed

Johannes kapitel 13 vers 4 og 5



Ændre spørgsmålene i dine bønner og det kan ændre dit liv.

Tanke givet til gudtjenesten (nadvermødet) i Odense.

Jeg vil gerne benytte lejligheden dele et lille åndeligt budskab om bøn.

Jeg læste en overskrift for nylig der fangede min nysgerrighed og som jeg har tænkt en del over, den lød:
"Ændre spørgsmålene i dine bønner og det kan ændre dit liv."

ældste Richard G. Scott fra De Tolv Apostles Kvorum sagde i en tale under overskriften  »Stol på Herren«.
»Netop som alt synes at gå godt, dukker udfordringer ofte op i hobetal på én gang.
Han sagde, at spørgsmål såsom »Hvorfor skal det overgå mig?« eller »Hvorfor skal jeg lide sådan nu?« fører os ind i blindgyder.
I stedet foreslår ældste Scott, at vi stiller spørgsmål som:
»Hvad skal jeg lære af denne oplevelse?« »Hvem skal jeg hjælpe?« og »Hvordan kan jeg huske mine mange velsignelser i svære tider?«

Ældste Bednar fra de tolv apostles kvorum som talte i kirken på Maglegårds Alle i forrige uge kom også med et eksempel. Hvis du er syg, sagde han, så istedet for blot at bede Gud tage sygdommen væk, kan du måske spørge hvordan du kan vokse, lære og udvikle dig i situationen.

Jeg læste også historien om en far hvis søn var på afveje. Faren tryglede Gud om at give ham kraft til at ændre sin søn og få ham tilbage på den rette sti.
Engang da han bad, hørte denne far en klar stemme i sit sind som sagde. "Nej det er ikke min måde, jeg giver dig ikke den kraft, din søn ved hvad der er det rigtige, og han vil lære af sine forkerte valg."  og det gik op for faren, at han bad om at fratage sin søn hans handlefrihed, noget som Gud ikke engang gjorde ved nogen som helst af sine børn her på jorden.
I stedet begyndte han at bede om, at han måtte være et godt eksempel for sin søn, for det der var sandt og godt, og bad om evnen til at vise sin søn, hvor meget han elskede ham.

Gordon B. Hinckley talte også om at ændre vore bønner og det var mht missionærarbejde, han sagde:
"Det vil være en stor dag, når vore medlemmer ikke blot beder for missionærerne over hele verden, men beder om hvordan de selv kan hjælpe missionærerne der tjener i deres eget område."

Der er en dame der fortalte, at når hun føler sig fastlåst og at hun ikke kommer nogen vegne. Så spørger hun tit Gud i sine bønner: Kære Gud stiller jeg de rigtige spørgsmål?? Hvis ikke, så velsign mig med forståelse og klarsyn, så jeg kan stille de rigtige spørgsmål.

Jeg vil gerne slutte med et par små bønnecitater som har gjort indtryk på mig:

"Den der rejser sig fra sin bøn som et bedre menneske, hans bøn er besvaret."

og så en af Søren Kirkegaard:
 
"Bønner ændrer ikke Gud, men det ændrer ham der beder."

I Jesu Kristi navn
Amen

Føler Gud vores smerte? Læs en mormons svar her: 

http://mormonkirken.dk/288/f%C3%B8ler-gud-vores-smerte

Brev fra missionær ældste JJ Simonsen

Jens-Jacob Simonsen ude som missionær for Mormonkirken (hvis korrekte navn er Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige), Jens-Jacob er fra Grønland og er rejst på mission i 2 år udsendt fra Odense menighed. Han tjener i Utah i USA blandt den spansktalende del af befolkningen.

Her er et brev han sendte til menigheden dateret d. 18 aug. 2011.

Læs mere om hvad en mormonmissionær laver her:
http://emil-in-greece.blogspot.com/2011/07/hvad-laver-en-missionr-lidt-generel.html

Kære menighed.

Jeg har endelig sat tid af til at skrive til jer, for at vise min taknemlighed for jer.

Jeg tjener lige for tiden i Logan Utah i Cache Valley i det Nordlige Utah. Jeg elsker mit område, vi har en stor gren (menighed), som har flere medlemmer der kommer hver søndag end i vores menighed i Odense hos jer, og der er rigtig mange som er villige til at hjælpe os i missionærarbejdet. De fleste er omvendte til kirken, og kender alt for godt, hvordan det føles ikke at have det her vidunderlige evangelium.
Min mission betyder alt for mig! Jeg lærer en hel masse ting, som jeg aldrig havde drømt om, - finder nye talenter som vor Himmelske Fader har givet mig, for at velsigne Hans sønner og døtre. Jeg er så taknemlig for denne mulighed som Han har givet mig, jeg er så taknemlig for at have jer til at støtte mig og give mig styrke! Jeg er meget taknemlig for jeres bønner, som jeg føler hvert eneste dag, som er grunden til, at jeg er meget taknemlig for min Himmelske Fader.
Jeg har aldrig før mødt så mange, som har været forberedt af Herren, som venter på svar på deres bønner, og som haft et spørgsmål i hjertet, der har givet plads til at et frø kunne sås i hjertet, som gror og bærer frugt, og giver dem mulighed for selvstændigt at lære ved tro og lære fra ånden.

Jeg har fået mulighed for at træne (oplære) 2 nye missionærer, en fra Lima i Peru i Sydamerika og en fra Maryland USA (30 min fra Washington DC).
Jeg har følt åndenundervise og bære vidnesbyrd igennem mig og derved undervise mig selv og dem omkring mig. Jeg har haft mulighed for at blive undervist af General Autoriteter (ledende kirkeledere) og høre deres vidnesbyrd. Jeg har haft mulighed for at ændre folks syn på livet, og på samme tid har det ændret mit, og jeg oplever det hver dag.
Jeg elsker jer rigtig meget og min kærlighed vokser dagligt for dette vidunderlige værk.
Jeg håber i stadig husker at sige jeres bønner, holde familie hjemmeaftener, læser jeres skrifter og holder Herrens befalinger, for jeg ved af hele mit hjerte, der er intet vigtigere end at have Ånden med os. Undervis jeres børn og børnebørn i at genkende Ånden, som vi føler når vi gør hvad vor Himmelske Fader ønsker vi skal gøre, - når vi går til kirken, når vi siger vores bønner, når vi holder hans befalinger, når vi læser skrifterne, føler vi Ånden! Undervis dem i at blive spirituelt selvstændige. Istedet for at give dem svaret, så hvis dem hvor de kan finde svar, (i skrifterne, i bøn, i kirken,).

Jeg elsker jer og glæder mig til at se jer igen, og dele med jer alle de vidunderlige ting Gud har at vise.
Tusinde tak for jeres breve og bønner!
Håber i har det godt!

Med venlig hilsen

Ældste Jens-Jacob Simonsen.

PS: Jeg elsker denne digt.
"Gud giv mig ydmyghed til at acceptere de ting som jeg ikke kan ændre.
 Mod til at ændre de ting jeg kan,
og visdom til at kende forskellen mellem disse to ting"

--------------------

Vælger en missionærer selv hvor de vil hen på mission? 
Læs svaret her: http://mormonkirken.dk/896/vaelger-mormonmissionaerer-selv-hvor-de-vil-pa-mission



Er jeg min broders vogter?

Tale holdt til Nadvermødet (Gudstjenesten) af Sofie Held 15 år.

Kære søskende og venner.
Jeg vil gerne fortælle jer historien om musefælden!

En lille mus kikkede igennem en revne i væggen, og så bonden og hans hustru igang med at åbne en pakke.

"Hvad lækker mad mon der er i den pakke?"tænkte musen, men til dens rædsel så den, at det var en musefælde.

Musen løb rædselsslagen ud på gårdspladsen og råbte:
"En musefælde, en musefælde, der er en musefælde i huset!"

En høne klukkede og sagde:
"Hr. Mus, jeg kan se, at det er en stor bekymring for dig, men det har ingen konsekvens for mig, så det rager mig faktisk en høstblomst."

Musen løb hen til grisen og råbte: "Der er en musefælde i huset! der er en musefælde i huset!"
Grisen følte sympati, men sagde: "Jeg er ked af det på dine vegne Hr. Mus, men jeg kan ikke gøre andet end at bede for dig, så det vil jeg gøre."

Musen løb så hen til koen og råbte: "En musefælde, en musefælde, der er en musefælde i huset!"
Koen svarede: "Uhadada Hr. Mus, det er jeg ked af på dine vegne, men egentlig kommer det ikke mig ved."

Så musen vendte tilbage til huset, slukøret og svigtet, for at stå ansigt til ansigt med musefælden helt alene.

Om natten hørtes en lyd i huset. Lyden af en musefælde der smækker i. Bondekonen stod op for at kikke til fælden, og i mørket så hun ikke, at fælden havde smækket om halen på en stor sort hugorm.
Hugormen bed hende, og bonden kørte hende på sygehuset, og hun kom hjem med høj feber.

Alle ved at hønsekødssuppe er godt for den feberramte, så bonden slagtede hønen og gav sin kone en god varm suppe.

Men hun fortsatte med at være syg, og mange naboer og venner kom på besøg, og for at have noget at byde dem slagtede bonden grisen.

Men konen fik det ikke bedre, og til sidst døde hun. Der kom mange til begravelsen, og for at have nok mad at byde ved begravelsesmiddagen, slagtede bonden koen.

Musen havde med stor sorg fuldt hele forløbet igennem revnen i væggen.
Så næste gang du hører om nogen med problemmer, så tænk ikke, at det ikke kommer dig ved.
For når en af os er i fare, er vi alle udsatte, om ikke andet, så er vi mere åndelig udsatte, for det vil tit være i sådanne stunder, at vor næstekærlighed skal stå sin prøve.

Måske er et af de mest tankevækkende spørgsmål der stilles i Bibelen, det spørgsmål at Kain stillede, da han spurgte Gud: "Er jeg min broders vogter?"
Kain havde slået sin bror Abel ihjel, fordi han var misundelig på ham, og da Gud spurgte Kain hvor Abel var, svarer Kain: "Er jeg min broders vogter?"

Dette spørgsmål kan vi også stille os selv idag: "Er vi vore søskende og næstes vogter?"
Ordet vogter kan have en negativ klang.
Måske kommer vi til at tænke på en fangevogter, eller en der skal finde fejl ved andre.
Måske skal vi mere tænke på en hyrde, en der passer på og tager sig af sin hjord.
Så måske skal spørgsmålet hellere lyde: "Bør vi tage os af hinanden og passe på hinanden?"

At passe på hinanden kan også være at undgå sladder.
Der fortælles om Sokrates, at en af hans bekendte en dag kom til ham og sagde: "Ved du hvad jeg lige har hørt om din ven?"
"Stop et øjeblik!" sagde Socrates, "Før du fortæller, hvad du har hørt, skal det bestå 3 prøver. Allerførst: er du 100 % sikker på, at det du har hørt er sandt?"
"Åhh!" sagde manden, "Det er faktisk bare noget jeg har hørt."
"Okay." sagde Sokrates, "Så du er ikke 100 % sikker. Så til prøve nr. 2: er det godt det du vil fortælle?"
"Nej!" svarede manden, "Slet ikke."
"Okay!" afbrød Sokrates ham. "Du er ikke sikker på at det er sandt, og det er ikke noget godt, men måske klarer det prøve nr. 3. Vil det du vil fortælle mig om min ven, være af værdi for mig?"
"Nej, faktisk ikke." svarede manden.
"Okay," konkluderede Socrates. "Det er måske ikke sandt, det er ikke godt og det har ingen værdi: Så hvorfor overhovedet fortælle det??"

Kære søskende og venner.
Vi er alle fælles på rejsen gennem livet.
Vi skal passe på hinanden og opmuntre hinanden.
Vi er alle vigtige for hinanden, og når rejsen er slut, vil det vi har været for hinanden, være det vigtigste vi har gjort her.

I Jesu Kristi navn. Amen.

Solvejgs tale om taknemlighed

Talen blev holdt af Solvejg Barkou i Odense 1. menighed, og der var mange der følte de fik rigtig meget med her.

Tale d. 22 maj 2011

Oprah Winfrey har engang sagt:

"Vær taknemmelig for det du har, og du vil ende med at få mere. Hvis du fokuserer på det du ikke har, ender du med aldrig nogensinde at have nok".

Sneglen og Rosenhækken.

Rundt om Haven var et Gærde af Nøddebuske, og udenfor var Mark og Eng med Køer og Faar, men midt i Haven stod en blomstrende Rosenhæk, under den sad en Snegl, den havde Meget i sig, den havde sig selv.

»Vent til min Tid kommer!« sagde den, »jeg skal udrette noget Mere, end at sætte Roser, end at bære Nødder, eller give Mælk, som Køer og Faar!«

»Jeg venter grumme Meget af den!« sagde Rosenhækken. »Tør jeg spørge, naar kommer det?«

»Jeg giver mig Tid!« sagde Sneglen. »De har nu saa megen Hastværk! det spænder ikke Forventningerne!«

Næste Aar laae Sneglen omtrent paa samme Sted i Solskinnet under Rosentræet, der satte Knop og udfoldede Roser, altid friske, altid nye. Og Sneglen krøb halv frem, strakte ud Følehornene, og tog dem til sig igjen.

»Alt seer ud, som ifjor! der er ingen Fremgang skeet; Rosentræet bliver ved Roserne, videre kommer det ikke!«

Sommeren gik, Efteraaret gik, Rosentræet havde stadigt Blomster og Knopper lige til Sneen faldt, Veiret blev raat og vaadt, Rosentræet bøiede sig mod Jorden, Sneglen krøb i Jorden.

Nu begyndte et nyt Aar, og Roserne kom frem, og Sneglen kom frem.

»Nu er De en gammel Rosenstok!« sagde den, »De maa snart see at gaae ud. De har givet Verden Alt, hvad De har havt i Dem, om det betød Noget, er et Spørgsmaal, jeg ikke

havde Tid at tænke over; men det er da tydeligt, De har ikke gjort det Mindste for Deres indre Udvikling, der var ellers kommet noget Andet frem af Dem. Kan De forsvare det? De gaaer nu snart op i bare Pind! Kan De forstaae, hvad jeg siger?«

»De forskrækker mig!« sagde Rosenhækken. »Det har jeg aldrig tænkt over!«

»Nei, De har nok aldrig givet Dem meget af med at tænke! har De nogensinde gjort rede for Dem selv, hvorfor De blomstrede, og hvorledes det gik til med at blomstre. Hvorledes og ikke anderledes!«

»Nei!« sagde Rosenhækken. »Jeg blomstrede i Glæde, for jeg kunde ikke andet. Solen var saa varm, Luften saa forfriskende, jeg drak den klare Dug, og den stærke Regn; jeg aandede, jeg levede! Der kom fra Jorden en Kraft op i mig, der kom en Kraft fra Oven, jeg fornam en Lykke, altid ny, altid stor, og derfor maatte jeg altid blomstre; det var mit Liv, jeg kunde ikke andet!«

»De har ført et meget mageligt Liv!« sagde Sneglen.

»Tilvisse! Alt blev givet mig!« sagde Rosenhækken; »men Dem blev endnu Mere givet! De er een af disse tænkende, dybsindige Naturer, een af de høit begavede, der vil forbause Verden!«

»Det har jeg aldeles ikke isinde!« sagde Sneglen. »Verden kommer ikke mig ved! hvad har jeg med Verden at gjøre? jeg har Nok med mig selv og Nok i mig selv!«

»Men skulle vi ikke Alle her paa Jorden give vor bedste Deel til de Andre! bringe hvad vi kunne -! ja, jeg har kun givet Roser! - men De? De, som fik saa Meget, hvad gav De Verden? Hvad giver De den?«

»Hvad jeg gav? Hvad jeg giver? jeg spytter af den! den duer ikke! den kommer ikke mig ved. Sæt De Roser, De kan ikke drive det videre! lad Hasselbusken bære Nødder! lad Køer og Faar give Mælk; de have hver deres Publieum, jeg har mit i mig selv! jeg gaaer ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!«

Og saa gik Sneglen ind i sit Huus og kittede det til.

»Det er saa sørgeligt!« sagde Rosentræet. »Jeg kan med bedste Villie ikke krybe ind, jeg maa altid springe ud, springe ud i Roser. Bladene falde af, de flyve hen i Vinden! dog een af Roserne saae jeg blive lagt i Huusmoderens Psalmebog, een

af mine Roser fik Plads ved en ung, deilig Piges Bryst og een blev kysset af en Barnemund i livsalig Glæde. Det gjorde mig saa vel, det var en sand Velsignelse. Det er min Erindring, mit Liv!«

Og Rosentræet blomstrede i Uskyldighed, og Sneglen dvaskede i sit Huus, Verden kom ikke ham ved.

Og Aaringer gik.

Sneglen var Jord i Jorden, Rosentræet var Jord i Jorden; ogsaa Erindringsrosen i Psalmebogen var Veiret hen, - - men i Haven blomstrede nye Rosenhækker, i Haven voxte nye Snegle; de krøb ind i deres Huus, spyttede, - Verden kom ikke dem ved.

Skal vi læse Historien om forfra igjen? - Den bliver ikke anderledes.

Indenfor den positive psykologi har man dokumenteret, hvad mange mennesker har vidst altid:

Når man er taknemmelig i det daglige, så er man gladere, har større fokus på de gode ting i livet, ser lysere på tingene, og har en højere livskvalitet.

Vi kender alle de der mennesker, der går rundt og stråler og for hvem livet synes lyst og let.

Ja, dem. Dem som man næsten må rynke på næsen over, hvor godt de har det!

Lad os se realistisk på dem først. De har også perioder i deres liv, hvor de har det skidt og hvor tingene går dårligt. Det er bare ikke på de tidspunkter, at du lægger mærke til dem. Dertil kommer at de har måttet gøre noget aktivt for at være så glade. Man kan ikke vokse op i dagens Danmark og bare være lykkelig. Der skal noget mere til.

Psykologerne har nu fundet ud af hvad Herren har fortalt os i århundreder, at en af ingredienserne i et lykkeligt liv er taknemmelighed.

Folk der er lykkelige dyrker taknemmelighed som andre dyrker planter eller skaber glæde. De gør det aktivt i det daglige, og de gør det – bevidst eller ubevidst – hver dag.

Og man kan lære det, så man ikke bare bliver god til det. Man kan lære det så godt, at det bliver en helt naturlig del af livet, – og at lykke derfor får en mere fremtrædende rolle i livet.

L & p 78:19

Den, der modtager alt med taknemmelighed, skal blive herliggjort, og de jordiske ting skal tilfalde ham hundrede fold, ja, mere.

Det at være taknemmelig er en befaling ikke blot tænkt som en socialt accepteret høflighed. Vi er sat på jorden for at nyde glæde og vores Himmelske Fader ved at taknemmelighed automatisk gør at vi er glade uanset hvad livet byder os.

Vi kender alle historien fra Lukas om de 10 spedalske hvoraf kun den ene, samaritanerren, vendte tilbage til Kristus for at takke Ham.

Spedalskhed var så frygtet en sygdom, så de der led af den var forbudt adgang til at nærme sig Kristus ved lov. De var dømt til at lide sammen og dele deres fælles lidelser. Deres ensomme råb: ”Jesus Herre hav medlidenhed med os” må have rørt vores Frelsers hjerte. Da de var helbredt og var blevet erklæret raske af en præst, så de igen kunne accepteres ind i samfundet, må de have været fyldt med glæde og overraskelse. At være en del af så stort et mirakel må have efterladt dem med stor tilfredshed. Men de glemte deres godgører. Det er svært at forstå hvorfor de ikke var taknemmelige. En sådan utaknemmelighed er meget selvcentreret. Det er en form for stolthed. Hvordan kan det mon være at der var én der viste taknemmelighed?

Taknemmelighed kan læres!

Buddha har sagt:

"Lad os se det store billede og være taknemmelige, for selv hvis vi ikke lærte meget i dag, så lærte vi i det mindste en lille smule; og selv hvis vi ikke lærte en lille smule, blev vi i det mindste ikke syge; og selv hvis vi blev syge, døde vi i det mindste ikke. Så, lad os alle være taknemmelige".

Uanset hvor vi er i vores liv, så har vi alle noget at være taknemmelige over. Jeg kan godt lide at få noget helt konkret at arbejde med, så det får I også i dag: Opskriften på at udvikle taknemmelighed som en sikker del af vores personlighed.


1: Sæt dig ned hver dag – gerne sidst på dagen, når der er lidt ro på, når børnene er puttede, mens du ligger i sengen, eller lignende…
2: Skriv tre ting ned, som er sket i løbet af dagen, – og som du er taknemmelige for.

Det væsentligste er at du får skrevet hver eneste dag.

Det næstvæsentligste er at samle alle disse taknemmelighedsudsagn på et sted.



Hvad skriver jeg så?
Det er helt op til dig, hvad og hvordan du vil skrive det. Det hjælper mange at være specifik omkring det gode i deres liv. Andre vil gerne bare lave en liste over de tre gode ting. Find din egen stil. Du må gerne ændre på det undervejs.

Hér er et par måder at se på min dag i går.

“I dag er jeg glad for at det gik godt på arbejde, fordi jeg holdt mig til min huskeliste helt frem til frokost. Det var skønt, og jeg håber at kunne gøre det samme i morgen. Jeg er også glad for at jeg tog mig sammen til at lave lækker mad, selv om batterierne var lidt flade. Det gav energi til resten af aftenen. Og så er jeg stolt af, at jeg huskede at slukke min computer kl. 21, så jeg havde tid til at klare hovedet med lidt studier i skrifterne inden jeg skal i seng om 10 min.”

En anden vil måske skrive:

“1: Godt fokus fra morgenstunden.
2: Sund og nærende aftensmad
3: Lave yoga”

Vi kan hjælpe vores børn til at føle taknemmelighed ved f.eks at bruge tiden ved aftensbordet til at hver person fortæller 3 ting, som han eller hun er taknemmelig for.

Over tid
Uanset, hvor svær eller let denne praksis er for dig i starten, så kan jeg love dig en ting. Din hjerne bliver bedre og bedre til det, og når du har gjort det i noget tid, så bliver det lige så normalt for dig som at spise med kniv og gaffel.

Det bliver med tiden en rygradsrefleks at fokusere på det positive.

Husk det negative
Vi har alle sammen behov for at tale om det negative også, så husk at du skal ikke tvinge dig selv eller din familie til at være taknemmelige HELE TIDEN! Det væsentlige er at I holder fokus på det positive en gang om dagen – gerne på et bestemt tidspunkt, så alle er med på øvelsen.
Og når nogen har svært ved at finde noget positivt, kan det nogle gange være en åbning til at tale om det svære i livet. Når det er kommet ud, så kan man tage sig af det positive.

Det gælder om at huske at der bagved alt brok ligger en drøm om noget bedre.

Start med det samme
Nu kan du måske tænke at du liiige vil ud og købe en god bog til det her, så du kan gøre det ordentligt. Hvis du vil udskyde det, så kan du med fordel sætte det i kalenderen, så du husker det på et andet tidspunkt. Har du en kalender, hvor du kan sætte det ind som et fast punkt hver dag de næste tre måneder, så gør det, så du er sikker på at huske det hver dag.

Og se dig omkring. Måske har du allerede et hæfte, en gammel dagbog, eller andet, hvor du bare kan gå igang.

Hvis du har det, så gå igang med det samme – og stil dig selv spørgsmålet:

Hvad er der sket i dag, som jeg er taknemmelig for – eller måske bare glad for?

Hvad dukker der frem?

Mester Eckhart , en tysk teolog og mystiker, der levede fra 1260-1327, har sagt:

"Hvis den eneste bøn du bad i hele dit liv, var 'tak', ville det være tilstrækkeligt".

Tom Perry fortæller om hvilken betydning det havde for ham at opleve taknemmelighed fra nogen, der havde god grund til at være helt i bund:

Jeg var iblandt de første marinesoldater, der gik i land i Japan efter at fredsaftalen var aftalt efter 2. Verdenskrig. Vi blev sendt ind i Nagasaki, der var fuldstændig ødelagt. Nogle af de døde var endnu ikke begravet. Som besættende tropper lavede vi et hovedkvarter og begyndte på arbejdet.

Situationen var dyster og nogle af os ønskede at gøre mere. Vi gik til vores overordnede og bad om tilladelse til at hjælpe til med at genopbygge nogle kristne kirker. På grund af regeringens restriktioner var disse kirker næsten holdt op med at fungere under krigen. De få kirker der fandtes i byen var voldsomt skadede. En del af os tilbød frivilligt at reparere disse kirker i vores fritid, så de kunne holde gudstjenester igen.

Vi kunne overhovedet ikke sproget. Det vi kunne tilbyde var vores arbejdskraft til at reparere bygningerne. Vi fandt præsterne som ikke havde haft mulighed for at tjene i krigsårene og opmuntrede dem til at vende tilbage til deres prædikestole. Vi havde en vidunderlig tid med disse mennesker, da de igen oplevede firheden til at praktisere deres kristne tro.

Der skete noget, som jeg aldrig vil glemme, da vi skulle forlade Nagasaki for at vende hjem. Da vi steg på togene, der skulle bringe os ned til de skibe, der skulle sejle os hjem, blev vi drillet af mange af de andre marinesoldater. Deres japanske kærester stod ved siden af dem for at vinke farvel til dem. De mere end antydede at vi var gået glip af alt det sjove i Japan. Vi havde bare spildt vores tid med at mørtel og mursten.

Da drillerierne var på deres højeste, kom der 200 af disse japanske kristne fra de kirker vi havde repareret op over bakken, imens de sang: ”Fremad Herrens stridsmænd”. De kom ned til toget og overøste os med gaver. De stillede sig op langs med toget og vi rørte ved deres hænder da vi kørte forbi dem. Vi kunne ikke sige noget, vores følelser var for stærke. Vi var taknemmelige fordi vi kunne hjælpe til med at genetablere kristendommen i en lille målestok.

Ældste James E. Talmage sagde: »Taknemmelighed er tvillingesøster til ydmyghed; stolthed er en fjende af begge. Ligeledes har præsident James E. Faust også sagt: »Et taknemmeligt hjerte er begyndelsen til storhed. I tider med prøvelser kan vi med taknemmelighed acceptere det, som skal komme ­ en taknemmelighed for de velsignelser og gaver, som Herren har til dem, som holder befalingerne og tjener ham med tak.



I Jesu Kristi navn

Amen

De små ting

Jeg vil gerne tale om de små ting,

og allerførst vil jeg dele med jer to missionærings mirakel historier.

Vi kender måske sådanne historier fra kirkens første tid, eller fra mormons bogs historier eller apostlen Paulus missionærvirke i det Nye Testamente.

Den første historie jeg vil dele med jer foregår i staten Maine i USA i en lille menighed i Farmingdal gren.

Der var 20 aktive medlemmer i grenen da mælkemanden Georg blev kaldet som grenspræsident i 1963, og missionspræsidenten sagde til George, at hvis de havde dåb i grenen ville han gerne være tilstede.

George overvejde meget hvordan han skulle fremme værket, og så kom inspirationen til ham, og ved et søndagsmøde fortælte han menigheden sin vision.

Der blev kaldet 3 medlemsmissionærfamilier, og de fik opgaven at bringe en familie hver til onsdags fireside, hvor der blev vist en kirkefilm og givet en lektie af missionærerne. Hvis disse gæste blev døbt eller meldte sig ikke interesseret, skulle hver medlemsmissionærfamilie finde en ny familie at bringe til fireside.

Alle de første 3 gæstefamilier var interesserede og blev døbt, og George kaldte så disse 3 familier som medlemsmissionær familier til at bringe nogen til næste onsdagsfireside.

Efter nogle måneder ringede Geirg til missionspræsidenten og bad ham komme til dåbsmøde.  MS var i bekneb for til og sprutgte hvor mange der skulle døbes, for at høre om det var værd at komme. George ville ikke sige antallet, men mindede ham om hans løfte.

Da missionspræsidenten trådte ind i Farmington grens lille kirkebygning, talte han 28 mennesker i hvidt tøj der ventede på at blive døbt.

Processen med medlemsmiss.familier fortsatte, og det år blev der døbt 451 mennesker i grenen, næste år blev der døbt 191.

Rådgiverne måtte køre menigheden, for George brugte al sin fritid på at undervise og hjælpe disse nye medlemmer i at holde taler i kirken, i at give lektier i kirken, og undervise deres børn i evangeliet derhjemme, - og langt de fleste af disse medlemmer forblev aktive, trofaste medlemmer af kirken.

Den anden missionær mirakel historie, er en Ældste Willberg gjorde mig opmærksom på en dag han fortalte at han var missionær i Denmark for 50 år siden, og nu han var på mission her igen efter 50 år, var han helt overvældet over at se hvad der var sket her i de mellemliggende år.

For 45 år siden var jeg barn her i menigheden, kirkesalen var vendt denne vej og vi var måske en 40 mennesker. Nu er vi 2 menigheder med omkring 210 folk hver søndag.

Det er lidt som fortællingen om en journalist der rejste rundt i Alperne, han kom til en meget gold, øde og ugæstfri dal, hvor intet groede. Der så han en gammel mand der gik rundt med en sæk på ryggen og en metalstang som han prikkede huller i jorden med. Journalisten spurgte hvad han lavede, og manden fortalte at han såede agern, - kun hver tiende spirede og overlevede, så han måtte så mange.

25 år efter vendte journalisten tilbage, og så en frodig dal bevokset med en grøn egeskov, og der var kommet en landsby til.

Måske synes nogen kun at det er et mirakel hvis der var sagt en bøn og skoven var vokset op på en nat.

Men journalisten syntes han havde set et mirakel af de største.

Vi tror på mirakler af den første slags. Skrifterne er fyldte med dem, kirkens historie er fyldte med dem, og de sker den dag i dag i folks liv.

Men Guds rige på jorden, er hovedsagelig bygget af mirakler af den anden slags, - folk der i tro har plantet agern i et goldt landskab hvor kun hver tiende groede og slog rod.

Jeg elsker Herrens spørgsmål i det gamle testamente i Zacharias bog:

Hvem har ladet hånt om de små tings dag? Spørger han, eller ifølge en anden oversættelse: Hvem har ladet hånt om de små begyndelsers dag?

Det er også blevet sagt, at vejen til historiebøgerne er belagt med en stor bedrift, mens vejen til himmeriget er belagt med mange små bedrifter.

Så mens vi håber og beder om mirakler for kirken i Danmark af den første slags, af den store slags , så tænk samtidig på hvad de næste 50 år kan bringe ved mange små bedrifter.  Ved den ekstra ene person om året, der får et vidnesbyrd om evangeliets gengivelse og tilslutter sig kirken og menigheden og forbliver trofast, ved det ekstra ene medlem i menigheden om året der ikke falder fra, ved det ekstra ene medlem i menigheden der bliver viet i templet, en mere om året end nu i alle disse nævnte områder, og i løbet af de næste 25 år vil der være sket mirakler.

Jeg vil gerne skifte emne nu, og tale lidt om bjerge, de bjerge vi kan have i vort liv som synes uoverstigelige. Bjerge som synd, eller svaghed.

Hvor man kunne ønske sig, at man kunne gøre som der står om Enok i skrifterne:

”Og han han talte Herrens ord og jorden skælvede og bjergene flyede i overensstemmelse med hans befaling.”

Igen kan vi finde eksempler bla. i skrifterne på, at personer har fået bjerge af synd eller svaghed, som de kæmper med i deres tilværelse, til at forsvinde på et øjeblik.

Men i måske de fleste tilfælde, må vi hver især gå i gang med at flytte bjerget med skovl og trillebør, en trillebørfuld af gangen. 

Eller en inderlig bøn af gangen, en studietime i skrifterne og en kommen til kirkemøde af gangen, en god gerning af gangen.

Måske vil det være som stenhuggeren, der står og hamrer på en stor sten, ti gange, halvtreds gange og hundrede gange, og så ved slag nummer 101, er stenen svækket og flækker i to. Det var ikke kun slag 101 der gjorde det, men alle slagene før den var medvirkende til at svække den.

Jeg vil gerne endnu engang slå et slag for de små evangeliske vaner.

Ældste Uchtdorf fortalte om at da han underviste pilot elever, spurgte han dem, at hvis de skulle flyve omkring ækvator og komme tilbage til udgangspunktet, og deres udstyr viste 1 grad galt, hvor langt ville de så ramme ved siden af målet.

Svaret var 800 km.

Små evangeliske vaner kan nogen gange synes ikke så vigtige, men i det lange løb, igennem livet gør de en stor forskel. De kan synes som små ting, men alligevel gøre 800 km forskel.

Hver lille evangelisk vane vil tilegner os, vil i det lange løb bringe os større åndelige velsigner og oplevelser. Om vanen er at bede regelmæssig og trofast, studere skrifterne, læse lektien til søndagskolen hver søndag, komme regelmæssig i kirke, tage til stavskonference, tage i templet og hvad man ellers kan komme i tanke om.

Hvis vi hver, i dag, besluttede os til en mere lille evangelisk vane, vi vil gøre til en del af vores liv. Selv om den synes lille og ubetydelig, vil det alligevel gøre 800 km forskel i den anden ende.

I Jesu Kristi navn

Amen