Solvejgs tale om taknemlighed

Talen blev holdt af Solvejg Barkou i Odense 1. menighed, og der var mange der følte de fik rigtig meget med her.

Tale d. 22 maj 2011

Oprah Winfrey har engang sagt:

"Vær taknemmelig for det du har, og du vil ende med at få mere. Hvis du fokuserer på det du ikke har, ender du med aldrig nogensinde at have nok".

Sneglen og Rosenhækken.

Rundt om Haven var et Gærde af Nøddebuske, og udenfor var Mark og Eng med Køer og Faar, men midt i Haven stod en blomstrende Rosenhæk, under den sad en Snegl, den havde Meget i sig, den havde sig selv.

»Vent til min Tid kommer!« sagde den, »jeg skal udrette noget Mere, end at sætte Roser, end at bære Nødder, eller give Mælk, som Køer og Faar!«

»Jeg venter grumme Meget af den!« sagde Rosenhækken. »Tør jeg spørge, naar kommer det?«

»Jeg giver mig Tid!« sagde Sneglen. »De har nu saa megen Hastværk! det spænder ikke Forventningerne!«

Næste Aar laae Sneglen omtrent paa samme Sted i Solskinnet under Rosentræet, der satte Knop og udfoldede Roser, altid friske, altid nye. Og Sneglen krøb halv frem, strakte ud Følehornene, og tog dem til sig igjen.

»Alt seer ud, som ifjor! der er ingen Fremgang skeet; Rosentræet bliver ved Roserne, videre kommer det ikke!«

Sommeren gik, Efteraaret gik, Rosentræet havde stadigt Blomster og Knopper lige til Sneen faldt, Veiret blev raat og vaadt, Rosentræet bøiede sig mod Jorden, Sneglen krøb i Jorden.

Nu begyndte et nyt Aar, og Roserne kom frem, og Sneglen kom frem.

»Nu er De en gammel Rosenstok!« sagde den, »De maa snart see at gaae ud. De har givet Verden Alt, hvad De har havt i Dem, om det betød Noget, er et Spørgsmaal, jeg ikke

havde Tid at tænke over; men det er da tydeligt, De har ikke gjort det Mindste for Deres indre Udvikling, der var ellers kommet noget Andet frem af Dem. Kan De forsvare det? De gaaer nu snart op i bare Pind! Kan De forstaae, hvad jeg siger?«

»De forskrækker mig!« sagde Rosenhækken. »Det har jeg aldrig tænkt over!«

»Nei, De har nok aldrig givet Dem meget af med at tænke! har De nogensinde gjort rede for Dem selv, hvorfor De blomstrede, og hvorledes det gik til med at blomstre. Hvorledes og ikke anderledes!«

»Nei!« sagde Rosenhækken. »Jeg blomstrede i Glæde, for jeg kunde ikke andet. Solen var saa varm, Luften saa forfriskende, jeg drak den klare Dug, og den stærke Regn; jeg aandede, jeg levede! Der kom fra Jorden en Kraft op i mig, der kom en Kraft fra Oven, jeg fornam en Lykke, altid ny, altid stor, og derfor maatte jeg altid blomstre; det var mit Liv, jeg kunde ikke andet!«

»De har ført et meget mageligt Liv!« sagde Sneglen.

»Tilvisse! Alt blev givet mig!« sagde Rosenhækken; »men Dem blev endnu Mere givet! De er een af disse tænkende, dybsindige Naturer, een af de høit begavede, der vil forbause Verden!«

»Det har jeg aldeles ikke isinde!« sagde Sneglen. »Verden kommer ikke mig ved! hvad har jeg med Verden at gjøre? jeg har Nok med mig selv og Nok i mig selv!«

»Men skulle vi ikke Alle her paa Jorden give vor bedste Deel til de Andre! bringe hvad vi kunne -! ja, jeg har kun givet Roser! - men De? De, som fik saa Meget, hvad gav De Verden? Hvad giver De den?«

»Hvad jeg gav? Hvad jeg giver? jeg spytter af den! den duer ikke! den kommer ikke mig ved. Sæt De Roser, De kan ikke drive det videre! lad Hasselbusken bære Nødder! lad Køer og Faar give Mælk; de have hver deres Publieum, jeg har mit i mig selv! jeg gaaer ind i mig selv, og der bliver jeg. Verden kommer ikke mig ved!«

Og saa gik Sneglen ind i sit Huus og kittede det til.

»Det er saa sørgeligt!« sagde Rosentræet. »Jeg kan med bedste Villie ikke krybe ind, jeg maa altid springe ud, springe ud i Roser. Bladene falde af, de flyve hen i Vinden! dog een af Roserne saae jeg blive lagt i Huusmoderens Psalmebog, een

af mine Roser fik Plads ved en ung, deilig Piges Bryst og een blev kysset af en Barnemund i livsalig Glæde. Det gjorde mig saa vel, det var en sand Velsignelse. Det er min Erindring, mit Liv!«

Og Rosentræet blomstrede i Uskyldighed, og Sneglen dvaskede i sit Huus, Verden kom ikke ham ved.

Og Aaringer gik.

Sneglen var Jord i Jorden, Rosentræet var Jord i Jorden; ogsaa Erindringsrosen i Psalmebogen var Veiret hen, - - men i Haven blomstrede nye Rosenhækker, i Haven voxte nye Snegle; de krøb ind i deres Huus, spyttede, - Verden kom ikke dem ved.

Skal vi læse Historien om forfra igjen? - Den bliver ikke anderledes.

Indenfor den positive psykologi har man dokumenteret, hvad mange mennesker har vidst altid:

Når man er taknemmelig i det daglige, så er man gladere, har større fokus på de gode ting i livet, ser lysere på tingene, og har en højere livskvalitet.

Vi kender alle de der mennesker, der går rundt og stråler og for hvem livet synes lyst og let.

Ja, dem. Dem som man næsten må rynke på næsen over, hvor godt de har det!

Lad os se realistisk på dem først. De har også perioder i deres liv, hvor de har det skidt og hvor tingene går dårligt. Det er bare ikke på de tidspunkter, at du lægger mærke til dem. Dertil kommer at de har måttet gøre noget aktivt for at være så glade. Man kan ikke vokse op i dagens Danmark og bare være lykkelig. Der skal noget mere til.

Psykologerne har nu fundet ud af hvad Herren har fortalt os i århundreder, at en af ingredienserne i et lykkeligt liv er taknemmelighed.

Folk der er lykkelige dyrker taknemmelighed som andre dyrker planter eller skaber glæde. De gør det aktivt i det daglige, og de gør det – bevidst eller ubevidst – hver dag.

Og man kan lære det, så man ikke bare bliver god til det. Man kan lære det så godt, at det bliver en helt naturlig del af livet, – og at lykke derfor får en mere fremtrædende rolle i livet.

L & p 78:19

Den, der modtager alt med taknemmelighed, skal blive herliggjort, og de jordiske ting skal tilfalde ham hundrede fold, ja, mere.

Det at være taknemmelig er en befaling ikke blot tænkt som en socialt accepteret høflighed. Vi er sat på jorden for at nyde glæde og vores Himmelske Fader ved at taknemmelighed automatisk gør at vi er glade uanset hvad livet byder os.

Vi kender alle historien fra Lukas om de 10 spedalske hvoraf kun den ene, samaritanerren, vendte tilbage til Kristus for at takke Ham.

Spedalskhed var så frygtet en sygdom, så de der led af den var forbudt adgang til at nærme sig Kristus ved lov. De var dømt til at lide sammen og dele deres fælles lidelser. Deres ensomme råb: ”Jesus Herre hav medlidenhed med os” må have rørt vores Frelsers hjerte. Da de var helbredt og var blevet erklæret raske af en præst, så de igen kunne accepteres ind i samfundet, må de have været fyldt med glæde og overraskelse. At være en del af så stort et mirakel må have efterladt dem med stor tilfredshed. Men de glemte deres godgører. Det er svært at forstå hvorfor de ikke var taknemmelige. En sådan utaknemmelighed er meget selvcentreret. Det er en form for stolthed. Hvordan kan det mon være at der var én der viste taknemmelighed?

Taknemmelighed kan læres!

Buddha har sagt:

"Lad os se det store billede og være taknemmelige, for selv hvis vi ikke lærte meget i dag, så lærte vi i det mindste en lille smule; og selv hvis vi ikke lærte en lille smule, blev vi i det mindste ikke syge; og selv hvis vi blev syge, døde vi i det mindste ikke. Så, lad os alle være taknemmelige".

Uanset hvor vi er i vores liv, så har vi alle noget at være taknemmelige over. Jeg kan godt lide at få noget helt konkret at arbejde med, så det får I også i dag: Opskriften på at udvikle taknemmelighed som en sikker del af vores personlighed.


1: Sæt dig ned hver dag – gerne sidst på dagen, når der er lidt ro på, når børnene er puttede, mens du ligger i sengen, eller lignende…
2: Skriv tre ting ned, som er sket i løbet af dagen, – og som du er taknemmelige for.

Det væsentligste er at du får skrevet hver eneste dag.

Det næstvæsentligste er at samle alle disse taknemmelighedsudsagn på et sted.



Hvad skriver jeg så?
Det er helt op til dig, hvad og hvordan du vil skrive det. Det hjælper mange at være specifik omkring det gode i deres liv. Andre vil gerne bare lave en liste over de tre gode ting. Find din egen stil. Du må gerne ændre på det undervejs.

Hér er et par måder at se på min dag i går.

“I dag er jeg glad for at det gik godt på arbejde, fordi jeg holdt mig til min huskeliste helt frem til frokost. Det var skønt, og jeg håber at kunne gøre det samme i morgen. Jeg er også glad for at jeg tog mig sammen til at lave lækker mad, selv om batterierne var lidt flade. Det gav energi til resten af aftenen. Og så er jeg stolt af, at jeg huskede at slukke min computer kl. 21, så jeg havde tid til at klare hovedet med lidt studier i skrifterne inden jeg skal i seng om 10 min.”

En anden vil måske skrive:

“1: Godt fokus fra morgenstunden.
2: Sund og nærende aftensmad
3: Lave yoga”

Vi kan hjælpe vores børn til at føle taknemmelighed ved f.eks at bruge tiden ved aftensbordet til at hver person fortæller 3 ting, som han eller hun er taknemmelig for.

Over tid
Uanset, hvor svær eller let denne praksis er for dig i starten, så kan jeg love dig en ting. Din hjerne bliver bedre og bedre til det, og når du har gjort det i noget tid, så bliver det lige så normalt for dig som at spise med kniv og gaffel.

Det bliver med tiden en rygradsrefleks at fokusere på det positive.

Husk det negative
Vi har alle sammen behov for at tale om det negative også, så husk at du skal ikke tvinge dig selv eller din familie til at være taknemmelige HELE TIDEN! Det væsentlige er at I holder fokus på det positive en gang om dagen – gerne på et bestemt tidspunkt, så alle er med på øvelsen.
Og når nogen har svært ved at finde noget positivt, kan det nogle gange være en åbning til at tale om det svære i livet. Når det er kommet ud, så kan man tage sig af det positive.

Det gælder om at huske at der bagved alt brok ligger en drøm om noget bedre.

Start med det samme
Nu kan du måske tænke at du liiige vil ud og købe en god bog til det her, så du kan gøre det ordentligt. Hvis du vil udskyde det, så kan du med fordel sætte det i kalenderen, så du husker det på et andet tidspunkt. Har du en kalender, hvor du kan sætte det ind som et fast punkt hver dag de næste tre måneder, så gør det, så du er sikker på at huske det hver dag.

Og se dig omkring. Måske har du allerede et hæfte, en gammel dagbog, eller andet, hvor du bare kan gå igang.

Hvis du har det, så gå igang med det samme – og stil dig selv spørgsmålet:

Hvad er der sket i dag, som jeg er taknemmelig for – eller måske bare glad for?

Hvad dukker der frem?

Mester Eckhart , en tysk teolog og mystiker, der levede fra 1260-1327, har sagt:

"Hvis den eneste bøn du bad i hele dit liv, var 'tak', ville det være tilstrækkeligt".

Tom Perry fortæller om hvilken betydning det havde for ham at opleve taknemmelighed fra nogen, der havde god grund til at være helt i bund:

Jeg var iblandt de første marinesoldater, der gik i land i Japan efter at fredsaftalen var aftalt efter 2. Verdenskrig. Vi blev sendt ind i Nagasaki, der var fuldstændig ødelagt. Nogle af de døde var endnu ikke begravet. Som besættende tropper lavede vi et hovedkvarter og begyndte på arbejdet.

Situationen var dyster og nogle af os ønskede at gøre mere. Vi gik til vores overordnede og bad om tilladelse til at hjælpe til med at genopbygge nogle kristne kirker. På grund af regeringens restriktioner var disse kirker næsten holdt op med at fungere under krigen. De få kirker der fandtes i byen var voldsomt skadede. En del af os tilbød frivilligt at reparere disse kirker i vores fritid, så de kunne holde gudstjenester igen.

Vi kunne overhovedet ikke sproget. Det vi kunne tilbyde var vores arbejdskraft til at reparere bygningerne. Vi fandt præsterne som ikke havde haft mulighed for at tjene i krigsårene og opmuntrede dem til at vende tilbage til deres prædikestole. Vi havde en vidunderlig tid med disse mennesker, da de igen oplevede firheden til at praktisere deres kristne tro.

Der skete noget, som jeg aldrig vil glemme, da vi skulle forlade Nagasaki for at vende hjem. Da vi steg på togene, der skulle bringe os ned til de skibe, der skulle sejle os hjem, blev vi drillet af mange af de andre marinesoldater. Deres japanske kærester stod ved siden af dem for at vinke farvel til dem. De mere end antydede at vi var gået glip af alt det sjove i Japan. Vi havde bare spildt vores tid med at mørtel og mursten.

Da drillerierne var på deres højeste, kom der 200 af disse japanske kristne fra de kirker vi havde repareret op over bakken, imens de sang: ”Fremad Herrens stridsmænd”. De kom ned til toget og overøste os med gaver. De stillede sig op langs med toget og vi rørte ved deres hænder da vi kørte forbi dem. Vi kunne ikke sige noget, vores følelser var for stærke. Vi var taknemmelige fordi vi kunne hjælpe til med at genetablere kristendommen i en lille målestok.

Ældste James E. Talmage sagde: »Taknemmelighed er tvillingesøster til ydmyghed; stolthed er en fjende af begge. Ligeledes har præsident James E. Faust også sagt: »Et taknemmeligt hjerte er begyndelsen til storhed. I tider med prøvelser kan vi med taknemmelighed acceptere det, som skal komme ­ en taknemmelighed for de velsignelser og gaver, som Herren har til dem, som holder befalingerne og tjener ham med tak.



I Jesu Kristi navn

Amen